Vi kan vel ligeså godt starte med at konstatere det åbenlyse med det samme: Nej. Dette er ikke et actioneventyr à la Mumien fra 1999 (som i øvrigt er en af mine absolut fineste biografoplevelser som lille knægt. Hold nu kæft, hvor jeg elskede den). Dette er, som titlen fortæller, Lee Cronins mumie. Men selvfølgelig er der ting, man genkender fra franchisen: Mumier (selvfølgelig!), skarabæer, sarkofager, sort væske, der sprøjter mellem munde, og diverse klamheder. Men der stopper lighederne også omtrent.
Filmen i korte træk: "Den unge datter af en tv-journalist bliver kidnappet. Otte år senere bliver den sønderrevne familie chokeret, da hun bringes tilbage til dem, men hvad der burde være en glædelig genforening, forvandles til et levende mareridt." Der er meget at holde af her. Det er stemningsfuldt og flot. Prologen er ubehagelig og fin. En detalje, jeg virkelig kan lide, er, at man lader karaktererne tale deres egne sprog i stedet for at amerikanisere det hele. Vi befinder os i Egypten, og karaktererne taler derfor ... præcis.
En af filmens svagheder må siges at være skuespillet. May Calamawy er suveræn som den egyptiske betjent Dalia. Natalie Grace som Katie ligeledes - hun er helt enestående, især i kombination med den fantastiske makeup. Men de øvrige lader en del tilbage at ønske. Især Jack Reynor, der spiller faren i dramaet. Jeg vil ikke sige, at det er decideret dårligt, men indimellem tenderer præstationerne til at føles lidt som Horton-sagaen-niveau. Lidt ligesom Vikings-veteranen Travis Fimmel (som heldigvis ikke er med her), der har lært præcis ét ansigtsudtryk, uanset om han er nervøs, vred, glad eller liderlig.
Hvorom alting er: Vi starter i Egypten, hvor familien bor midlertidigt på grund af farens job som tv-reporter. Moren er gravid. Datteren bliver "groomed" og forsvinder. Otte år senere befinder vi os i New Mexico. Familien forsøger at klare sig efter traumet med datteren, der aldrig blev fundet. Den anden datter, Maud, er nu på samme alder, som Katie var, da hun forsvandt, og pludselig kommer opkaldet: Katie er fundet. Hun lever. Men hun er ikke sig selv. Mildt sagt.
The Mummy er en flot film. Makeup-arbejdet er upåklageligt. Det kaldes "body horror" af en god grund. Inden det bliver rigtig klamt, bydes vi dog på et krybende ubehag. Det er flot bygget op. Vi ved, at det vil gå ad helvede til, men ikke hvornår eller præcis hvordan. Der er mange virkelig effektive scener, men også en del logiske huller, der forstyrrer lidt. Alt holdes hemmeligt; man opsøger ikke hjælp fra traumepsykologer, og man kontakter ingen udefra, når datteren opfører sig ... mærkeligt. Jeg køber det som gyser-koncept, det er effektivt, men logikken nager alligevel.
The Mummy er blevet påstået at være meget uhyggelig. Jeg læste en anmeldelse, hvor nogen skrev, at der vil gå længe, før han spiser "deviled eggs" igen. Ja. The Mummy er, som tidligere nævnt, meget flot. Den er klam - også selvom jeg er så afstumpet, at jeg slet ikke reagerer eller synes, at noget skiller sig ud, selv når huden tilfældigvis løsner sig fra benet. Uhyggelig? Den er ubehagelig, og den kryber da lidt under huden, men nej. Jeg synes ikke, at ubehaget bliver overdrevet mærkbart. Måske er det også et tegn på, at jeg er afstumpet.
Uanset hvad er det en spændende, nervepirrende og god film, vi får. "Mean spirited" har amerikanske kritikere kaldt den, og jeg forstår det - og er enig. Samtidig elsker jeg fuldstændig, at Hollywood tør satse fuldt ud på denne type film. Det er håbefuldt. Den er ret lang, cirka 135 minutter, men spilletiden flyver afsted. Jeg synes aldrig, den føles for lang eller taber tempo. Når vi har været igennem lidt for mange "closed house"-klichéer, får vi et lille afbræk med efterforskningen i Egypten, som er flot lavet. Ikke et kedeligt sekund, ingen spildt spilletid.
Det giver smag på mere. Jeg vil have mere Cronin. Og, ikke helt off-topic: Jeg ser frem til at se Fraser og Weisz vende tilbage til den spændende, fjollede Mummy-franchise. Mere end jeg troede. Lee Cronin viser, at han er en gyserinstruktør, man skal regne med. The Mummy er rigtig fin, trods sine skønhedsfejl.