De bor alle sammen på Staten Island lige udenfor Manhattan, og ønsker på hver deres måde at opnå noget større med deres liv. Vi følger dem i deres kamp mod venner og fjender i deres søgen mod målet, altsammen fortalt med lige dele humor, alvor og rå vold.
Strukturmæssigt sender Little New York tankerne hen mod Pulp Fiction, vi får på skift fortalt de tre historier uden hensyntagen til den overliggende kronologi, og vi genser gamle scener fra nye vinkler, som på den måde bidrager med dele af puslespillet fortalt implicit uden de store fagter.
Historien beskæftiger sig med temaer, der er ganske typiske for gangsterfilm: ønsket om at blive til noget stort og at bevise sig selv for omverdenen. Men giver det en drejning ligesom Pulp Fiction gjorde det for 16 år siden.
Det er sjældent, at jeg tilegner en hel paragraf til skuespillet, men det fortjener Little New York: det er simpelthen i den ypperste topklasse. Ethan Hawke er uforglemmelig i rollen som Sully, der virkelig ønsker at gøre det godt, men som ikke helt magter at holde styr på tingene.
Seymour Cassel i rollen som den døvstumme Jasper gennemgår hele følelsesregistret, uden at ytre et ord. Vincent D'onofrio formår at bevise sit talent i rollen som Tarzo, den hårdkogte gangster, der egentlig bare vil elskes. De fortjener en Oscar hver.
Men udover det fremragende skuespil, er historien fortalt på ganske sofistikeret vis understøttet af fremragende lyd, lys og spændende kameravinkler.
Little New York er et velsammensat og flot fortalt drama, der let kunne have ramt den absolutte topkarakter, hvis ikke den lånte så meget af især Pulp Fiction. Men den låner med stil og bør absolut ses.