Langt ude i en skov, du slet ikke vidste eksisterede, bor en lille orange bamse med stort skæg, som går under navnet Lorax og til dagligt er skovens beskytter. Sådan er historien i hvert fald i den nye Lorax-film, der er baseret på en gammel børnebog og både er fyldt med sange og masser af vittigheder.
Ted er hovedpersonen, der bor i den fantastisk-udseende by Thneedville, hvor alt er lavet af plastik, ren luft er noget man betaler for, og hvor ingen synes at tænke på at en sådan livsstil forurener resten af verden. Det samme gælder egentlig for Ted, og det er ikke før han beslutter sig for at imponere pigen Audrey, at han første gang begynder at undre sig over hvad der egentlig er sket med alle de træer og den natur, som ikke er lavet at plastik.
Jagten på et ægte træ leder Ted ud af plastik-byen, hvor han møder den såkaldte Once-ler, der kan fortælle hvordan verden engang var fuld af træer, før hans grådighed blev for stor og gik ud over naturen. Han fortæller også Ted om Lorax'en, der advarede ham om alt den ondskab hans grådighed ville resultere i, samt hvordan den lille dreng fra plastik-byen måske kan være naturens eneste redning.
Historien er egentlig meget god, men det er næsten som om filmen spænder ben for sig selv hver gang den begynder at blive interessant. Once-ler'ens historie er lang og udgør størstedelen af filmen, men alligevel er det Ted, der i filmens sidste 15 minutter skal redde dagen - det virker lidt rodet.
Filmen er også fuld af sange, og alligevel er der ikke en eneste af dem du vil have lyst til at synge med på, hvilket er ærgerligt, når man nu har oplevet hvor meget gode sange kan gøre ved en familiefilm som eksempelvis The Muppets.
Lorax - Skovens Beskytter er desværre en lidt kedelig animationsfilm som aldrig er særlig sjov eller hyggelig. Hvis du derfor er på jagt efter en god familiefilm til weekenden, findes der mange bedre bud at vælge i mellem i din lokale filmbutik.
