Hvis du har set den første Lost Boys fra 80'erne, eller hvis du bare ved hvem Corey Feldman er, så ved du allerede hvad vi har med at gøre her. Det er mere Buffy end True Blood, og langt mere Return end Night of the Living Dead (med vampyrer i stedet for zombier). Lost Boys-filmen fra 80'erne var en teenage-komedie om to brødre med det usandsynlige efternavn Frog, der var nødsaget til at bekæmpe vampyrer i deres egen baghave, selv om de var omtrent så velkvalificerede til tjansen som Beavis & Butt-Head er til at være babysittere.
I 3'eren er Edgar Frog (Corey Feldman) den eneste af brødrene, der er tilbage, da hans bror (Jamison Newlander) er blevet bidt af en vampyr. Og så alligevel ikke, for selv om brormand har det dårligt med dagslys, så kan han alligevel ikke nænne at lade Edgar jage og slagte hvad der muligvis er vampyrenes alfa: ham hvis død vil annulere hele vampyrtrippet og gøre det slut med alle vampyrer. Edgar er dog ikke lige sådan til at overtale, da han hellere vil tulle rundt udenfor sin campingvogn og sige "hmm" til alting - men når romantik-vampyr-forfatteren Gwen Lieber (Tanit Phoenix) fortæller ham om en skummel DJ, der giver ravere vampyrblod til sine fester, lader Edgar sig modvilligt hive med.
Og så er det ellers hu-hej og derudad, for vi skal da ha' nogle våben, ja vi skal, og de skyder næsten alle sammen med UV-lys eller patroner med holy water. Og så skal vi da infiltrere det næste rave, som bliver afholdt i et gammelt slagteri, ja vi skal da, og så skal vi have en irriterende, narcissistisk pikansjos med på slæb, der tror, han er reality-stjerne (Steven van Niekerk), som lige så godt kunne have "vampyr-nam nam" tatoveret på brystet. Fordi, hey, det er okay at juble over nogens død hvis de er en komplet hat.
Det hele er dejlig fjollet, uhøjtideligt og tilpas kildende i den reptile del af hjernen uden at overdrive alt for meget. Corey Feldman er så uegnet som actionhelt, at det netop er derfor, det fungerer - til tider ligner han Charlie Sheen i Hot Shots Part Deux så meget, at det er uhyggeligt. Hans omgangskreds af usandsynlige vampyrdræbere kan måske, med en kynikers optik, beskrives som letkøbte, men de er morsomme og de malkes for al den sorte komik, der er muligt.
Her er ikke noget poetisk, romantisk, følelsesmæssigt jammer om at være forbandet til at leve evigt, aldrig se solen, se sine venner falde døde om, min kæreste forstår mig ikke, yadda yadda yadda. Det er høj, dum industrial-rock på lydsiden og en falleret ex-teen-star med rødt pandebånd, der ikke kan lade være med at tale i bad-ass one-liners selv om han ikke bestiller andet end at få tæsk. Det er larmende, det er stupidt, og det er dejligt.
