Netflix udgav i midten af marts en antologi af kortfilm, der desværre kan have sneget sig forbi en del. Serien indeholder 18 episoder af forskellig længde, visuel stil, historie, emneområde og alt andet man kan forestille sig end relation til en af titlens tre elementer.
Serien, hvis episoder ikke er relaterede til hinanden, er produceret af David Fincher, Tim Miller, Jennifer Miller og Joshua Donen, hvor de to første navne højst sandsynligt kan genkendes fra titler som hhv. Fight Club og Deadpool. Dette vil sige, at udgangspunktet er rigtig godt.
De første afsnit er meget tydelige i deres fokusområde, og omhandler i stor grad enten kærlighed, død eller robotter (som symboliseret af et hjerte, kryds og en robot). Senere bliver episodernes ingredienser lidt vanskeligere at adskille, og det kan argumenteres, at flere af emnerne ofte er i samspil med hinanden, og desuden strækker sig langt udover de tre symboler, der ses i starten af hver episode. Det er ikke altid lige let at afklare hver enkelte episodes fokus eller morale fra starten, og det er ofte ved at gense eller igennem senere refleksion, at man bliver opmærksom på mange af finesserne. Dette er ment som høj ros, eftersom langt de fleste mediers morale eller afslutning typisk er til at gætte efter blot få minutter.
Eftersom alle episoder både er selvindeholdt og kortvarige (mlm. 5 og 15 minutter) er de utroligt pakkede med informationer og action fra starten. Hvert afsnit indeholder nye karakterer, dilemmaer, tema og visuel stil, der lynhurtigt skal justeres efter, før man er med på hvad man skal til at se. Det er derfor svært at være et par minutter foran i en sådan kortfilm, der forsøger at pakke et klimaks, karakterudvikling og en masse andet på en femtedel af pladsen af en normal spillefilm.
Som nævnt tackler serien andet end titlens treenighed (selvom død ofte er indblandet) og episoderne formår udover hver især at være unikke, ofte at tackle dybereliggende filosofiske temaer som identitet, tid og skæbne. Det er ikke for at sige, at denne type afsnit er de bedste, eftersom de mest tankevækkende spøjst nok ikke nødvendigvis er dem, der længst tid bliver i ens tanker. Ligesom med alt andet, er det i stedet en stor grad personligt afhængigt, hvilke episoder, der sidder fast eller påvirker en mest. Jeg skal i al fald erkende, at dem jeg er gladest for, er de mere simple, der ikke nødvendigvis forsøger at afdække for meget af verdens kompleksitet. Eksempelvis er der en episode, der burde være kaldet "Dogs of War", men af en eller anden grund er hedder "Shape-Shifters". Det kan være jeg har misset en metafor her, ift. navngivningen, og sådan en følelse sidder man nogle gange med efter en episode er ovre. "Var det dét? Missede jeg noget? Hvad misforstod jeg? Hvorfor ramte dette afsnit mig ikke mere, ligesom de tre forrige gjorde?" Men sådan er Love, Death & Robots nogle gange. Mens størstedelen af episoderne er rigtig gode, er der desværre også en portion, der er middelmådige og enkelte der er mindre end dette.
De episoder, hvis historie, karakterer, slutning eller budskab ikke lige rammer plet for ens personlige præferencer (og det vil der være nogle stykker af) er derimod ofte dem med den mest spændende visuelle stil. Seriens 18 episoder har alle en unik animationsstil, der hiver seriens kvalitet op på et højere niveau. Når jeg nu genser udvalgte episoder, er den visuelle stil en stor del af overvejelsen, eftersom den også er en enorm komponent af oplevelsen. Mange af afsnittene er helt fantastiske blot at se på, og man ønsker hurtigt en spillefilm eller tre, af samme stil. Men ligesom afsnittenes forudsigelighed og dybde i høj grad svinger, gør animationens kvalitet også. Mens enkelte formår at gøre enormt indtryk, ligner andet noget fra en Playstation 2-cutscene.
Som nævnt er det i høj grad en smagssag, hvilke man bliver betaget af. Jeg har kigget lidt rundt blandt andre anmelderes smag, og jeg må erklære mig dybt uenig i mange af vurderingerne. Jeg selv er udover ovenstående glad for Three Robots, Suits, Good Hunting, Helping Hand, Beyond the Aquila Rift og mange flere. Flere af seriens bedste afsnit ligger tidligt i serien, hvilket vil sige, at Love, Death & Robots starter stærkt ud ved første gennemgang. Det skal hertil nævnes, at dette ikke er en serie, der anbefales at blive binget. Efter tre episoder i streg måtte jeg erkende, at den tredje gjorde afgjort mindre indtryk end de forrige. Ser man dem derimod enkeltvis eller to ad gangen, er det lettere at blive efterladt med en interessant oplevelse.
Serien, der til dels minder om den britiske Black Mirror, hvis episoder varer 45 min., er en særdeles kompetent tankevækker. Særligt i kraft af sit korte format. Derudover er serien alene på baggrund af sin unikke æstetik en klar anbefaling herfra.
Nå ja, og så er der en del brutalitet og vold i mange af seriens afsnit. Det fik jeg lidt hug for ikke at pointere sidst.