Fra den ene musikalske yderlighed til den anden. For nyligt skrev jeg om Straight Outta Compton - en krønike om rap-gruppens udvikling, med fokus på ydre hændelser: Hvad skete der og for hvem? Love & Mercy er tilsvarende en film i den musikalske kategori, men fremstår afslutningsvis som den diametrale modsætning: Fra sort rap til hvid surfer rock. Fra ydre konflikter til indre, mentale sammenbrud. Fra bred popkultur til musikalsk genialitet. Fra politisk agenda til musikkens kerneværdier. Fra en gruppes dynamik til historien om kun én mand: Komponisten i Beach Boys, Brian Wilson.
Beach Boys ligger sandsynligvis ikke øverst på din Spotify-playliste, men ikke desto mindre har gruppen en høj anerkendelse hos de amerikanske kritikere, særligt løftet af Brian Wilson, der er betragtet som et musikalsk geni. Efter deres mainstream succes med surfer-rock og hawai-skjorter gik den psykisk ustabile Brian Wilson i front som komponisten i pladestudiet, mens gruppen turnerede og levede på scenen. Love & Mercy tager udgangspunkt i produktionen af albummet Pet Sounds, men veksler sin historie med en parallel historie fra 80'erne. Voksne Wilson er mentalt svækket af sin diabolske terapeut, Eugene Landy, som praktiserede en radikal 24-timers terapi og overmedicinerede Wilson - en dirrende cocktail af farlighed formidlet gennem blikket på kvinden Melinda, som Wilson senere giftede sig med.
Den unge Wilson er spillet af det forholdsvis ukendte ansigt, Paul Dano, der løfter historien med en troværdig beskrivelse af et ungt, ustabilt geni, som havde visionære men misforståede musik-idéer i forhold til sin samtid, kombineret med neurotiske følelser for kompositioner, instrumenter, rumklang og lyde. Dino leverer fint Wilsons skrøbelighed til historien. Den ældre Wilson er derimod spillet af filmveteranen John Cusack, som måske nok har rutinen i rygsækken, men forringer indlevelsen en anelse. Måske er Cusack blot et for kendt ansigt til at iklæde sig rollen som en anden kendt personlighed.
Det handler om musikken. Love & Mercy (som også er sangtitlen på en af Wilsons senere udgivelser) handler om et liv formidlet i musikkens tjeneste og giver Beach Boys en fornyet værdighed som mere end et boyband fra 60'erne. (Måske var det gruppenavnet?). Filmen vælger dog en mørkere tone end det ofte var tilfældet, og fokuserer meget på de dårlige stunder, hvor en succes kvitteres med panikangst. Alligevel er Love & Mercy en alternativ musikhistorie, bedre end forventet. Med sit ofte skæve og dvælende filmsprog, er strimlen muligvis også interessant for et hipster-marked under 50, og lige så relevant i forhold til nutidens popkultur. For der er et andet menneskeliv bag den kulørte hawaiiskjorte.
Ekstramateriale:
Det smukke plakat-artwork fra filmens amerikanske udgivelse er ofret, til fordel for et intetsigende cover på blu-ray coveret, som slet ikke retfærdiggøre filmens kvalitet. Man undrer sig meget ofte. Udgivelsen er endvidere forsynet med kommentarspor, et par slettede scener og en feaurette om filmens baggrund og tilblivelse. Lidt for kortfattet og forventeligt til at imponere.