Slevin (Josh Hartnett) er taget til New York for at besøge en af sine venner, men da han ankommer til hans lejlighed, er vennen væk. Til gengæld møder han naboen Lindsey, spillet af Lucy Lui, der gerne vil låne en kop sukker (ja, det er den gode gamle), og der går minsandten heller ikke længe, før to enorme brød møder op på adressen, for at hente en påstået spillegæld. Snart har Slevin problemer til op over begge øre, og da han efterfølgende introduceres til byens to gangsterbosser The Rabbi (Ben Kingsley) og The Boss (Morgan Freeman), så er den ruskravende gal. Pludselig er han udset som lejemorder af The Rabbis søn The Fairy (ja, han er bøsse), og han står i evig gæld til The Boss. Med ganske få dage tilbage at leve i, skal han finde en vej ud af det hele og forsøge at forklare, at han faktisk ikke er den de tror, han er.
Ovenstående kunne lyde som noget ud af en almindelig, amerikansk forvekslingskomedie, men Lucky Number Slevin spiller på mange flere strenge. Dialogen er skarp, bidende og lækker, humoren tør og ligefrem, og mysteriet er langt større end først antaget. Faktisk så har Lucky Number Slevin mere til fælles med klassikere som The Usual Suscpects og Lock, Stock & Two Smoking Barrels, end f.eks. komedien The Whole Nine Yards.
Manusforfatter Jason Smilovic har en langt mere dreven tankegang, og selvom du ret hurtigt ved, at et eller andet er galt, så er der tilpas mange tråde til, at du ikke bare kan få det hele til at gå op. Sammen med Paul McGuigans helt nede på jorden billedside og fantastiske forståelse for tempo, er det med til at hive Lucky Number Slevin et godt stykke opad. McGuigan har i øvrigt også haft fat i den her slags film tidligere med Gangster No. 1, der havde en del prominente skuespillere på listen.
Men det er i skuespillet, at filmen for alvor imponerer. Ikke så meget Bruce Willis, der som Mr. Goodkat er en blanding af samtlige roller, du tidligere har set ham i. Heller ikke Ben Kingsley eller Morgan Freeman er specielt nævneværdige. Freeman låner dele af hans rolle fra Million Dollar Baby, mens Kingsley snupper stort set alt fra hans tidligere skurkeroller. Nej, det er Josh Hartnett, der med usvigelig sikkerhed, giver den uheldige Slevin en række forskellige lag og facetter. Det ene øjeblik er han dybt komisk, det næste jaget vildt og desperat. At han også, som filmen skrider frem, pludselig fremstår handlekraftig og kynisk, er bare endnu et bevis på Hartnetts talent. Også Lucy Lui, jeg ellers ikke normalt forbinder med det store skuespil, fyrer sin dialog af som et regulært maskingevær.
Lucky Number Slevin er måske ikke en klassiker, og film med en fuldstændig overraskende slutning er der lavet en del af, men McGuigan formår alligevel at gøre netop Lucky Number Slevin til et strålende bekendtskab. Rollebesætningen er i orden, historien vittig og overrumplende, mens dialogen er velskabt og troværdig. Lad dig bare overraske af den, du vil ikke fortryde det.