Lisbeth Salander ligger på hospitalet, efter sin konfrontation med Zalachenko er hun i alvorlig livsfare og skal holde sig i ro. Zalachenko, der stadig er værdifuld for den svenske stat, bliver beskyttet af en mystisk organisation der har et komplot i gang imod Salander. Samtidig forsøger journalisten Mikael Blomkvist at fortælle den sande historie om Salanders liv og afsløre bagmændene gennem sit tidsskrift Millenium.
Til forskel fra den forrige film i serien, er det imperativt at have kendskab til, hvad der er sket før. Da Luftkastellet starter er der så mange bolde i spil, at man som ny ikke vil forstå hvad der foregår.
Som man nu er blevet vant til det, er der tale om klassisk krimi. Der er folk der skal afsløres, konklusioner der skal sluttes og som før er det sat meget godt sammen. Blomkvist er svaret på hvordan en svensk Sam Spade burde være og er en tiltalende karakter hele vejen igennem.
Desuden sørger det visuelle udtryk for at Stockholm, der ellers ikke er et særlig dramatisk sted, ligner noget fra en græsk tragedie.
Hvad så med Salander? Stadig fantastisk, uanset om hun er et irriterende kvindfolk eller et misforstået offer, men i sidste ende er det hende der har gjort Larssons trilogi så mindeværdig som den klare hovedperson. Da filmen er slut, og det går op for en, hvor lidt hun egentlig er med denne gang melder skuffelsen sig dog en anelse.
Luftkastellet starter på et spændingsmæssigt højdepunkt og holder det et godt stykke tid, men det lange midterstykke, der udgør hele opbygningen til den nervepirrende slutning, virker en anelse lang og mere egnet til en tv-serie.
I sidste ende er følgende et faktum: har du set Mænd der Hader Kvinder og Pigen der Legede Med Ilden skal du naturligvis også se denne her.
Man er nu blevet så opslugt af Lisbeth Salander og Noomi Rapaces fremragende skildring af hende, at man er nød til at se hvordan det ender. Det kan dog diskuteres om den sidste film i trilogien lever op til det høje niveau fra de to foregående, uanset hvad kan den anbefales.
Ekstramateriale:
De to trailere fra de foregående film i trilogien.