Madame Web

Der har været meget snak om Madame Web, lige siden den første trailer udkom. I månederne op til premieren er filmen blevet nedgjort, grint ad og endda sammenlignet med Morbius som den seneste fiasko i Sonys Spider-Man-løse univers. Al denne negative opmærksomhed har gjort mig utroligt nysgerrig på at finde ud af, om Madame Web i sandhed er en fuldstændig og helt igennem latterlig katastrofe. Du kan forestille dig min skuffelse, da jeg så fandt ud af, at Madame Web ikke er denne her katastrofale film med potentiale til at opnå kultstatus, men at den simpelthen bare er en sølle film uden nogen som helst form for charme eller karisma.

Filmen foregår omkring samtidigt med, at Peter Parker bliver født. Det er uklart, hvilken Peter Parker og dermed hvilket univers vi har at gøre med, men det er irrelevant, for vi kender ingen af karaktererne i denne film andre steder fra. Fortællingen drejer sig om Cassandra Webb (Dakota Johnson), en paramediciner, der bor i New York City, og som efter en nærdødsoplevelse opdager, at hun er en mægtig clairvoyant. Det er omkring dette tidspunkt, at hun begynder at blive hjemsøgt af syner af tre unge piger, der bliver jagtet og myrdet af en dødbringende modstander. Snart efter bliver Cassie viklet ind i et eventyr, hvor hun utrætteligt arbejder på at redde følgende karakterers liv: Sydney Sweeneys Julia Cornwall, Isabela Merceds Anya Corazon og Celeste O'Connors Mattie Franklin - tre unge kvinder, som er udset til at blive Spider-People i fremtiden. Som filmen skrider frem, lærer Cassie mere om sin egen fortid, og hvorfor denne skurk, spillet af Tahar Rahim, jager disse tre teenagepiger.

Plottet er ikke noget at skrive hjem om, men det har da sine øjeblikke. Der er tydelige elementer, der fungerer godt, og hvor tåbeligt det end kan lyde, så er historien faktisk langt den stærkeste del af Madame Web. Det giver sig selv, at den er langt fra et mesterværk, men måden, hvorpå filmen sammenfletter fortid, nutid og fremtid, fungerer faktisk okay. Selvfølgelig har historien ikke finesse til at opbygge meningsfulde relationer mellem de respektive karakterer eller skabe tilfredsstillende øjeblikke med tydelig karakterudvikling, men sammenlignet med filmens øvrige elementer er historien det mindste problem.

Det siger jeg, fordi skuespillerpræstationerne er direkte forfærdelige. Ingen af karaktererne er mindeværdige, og skurken er måske en af de værste og mindst interessante karakterer, jeg har oplevet. Hans motiver er uinteressante, hans dialog og plot tåkrummende, og hans tilstedeværelse mærkes knap nok. Sammenlignet med andre skurke i Spider-Man-verdenen står Rahims Ezekiel Sims i øjeblikket til at tage prisen for den værste af dem alle.

Ligeledes er actionscenerne tragiske. De er hverken overbevisende eller engagerende, bare direkte pinlige og kedelige at overvære. Der er ingen spændende overnaturlige elementer i denne her film; faktisk er jeg stadig usikker på, om skurken overhovedet har nogen betydelige kræfter ud over at kunne kravle på vægge - i så fald ser vi dem aldrig. Han ligner måske en variant af Spider-Man, men hans handlinger siger noget andet. Det gælder også de korte momenter, hvor vi ser Spider-Girls i aktion, og endda også den meget begrænsede brug af Madame Webs kræfter - intet af det er spændende, og det siger en del, hvis actionsekvenserne er nogle af de værste øjeblikke i en superheltefilm.

Og så er der klipningen; måden hvorpå filmen er syet sammen som et filtret tæppe. Visse af de tidsforskydende elementer er håndteret fint, men omvendt har vi øjeblikke, der ud af det blå afbryder scener og hopper fra det ene sted til det andet. Man får følelsen af, at en masse vigtige scener er blevet klippet ud af det endelige produkt. I det ene øjeblik er Madame Web i New York, i det næste i Peru - uden nogen form for glidende transition. Det hele er ekstremt forvirrende at se på.

Men her er sagen: Madame Web kan ikke sammenlignes med Morbius, for filmen med Jared Leto i hovedrollen er til trods for sin ringe kvalitet til tider stadig underholdende. Morbius er det perfekte eksempel på en fjollet og dårligt sammenskruet superheltefilm, hvorimod Madame Web bare er en dårlig film i det hele taget. Derfor kan filmen i min optik ikke opnå kultstatus, for det er ikke en decideret katastrofe af en film, det er ikke Cats eller Jack and Jill. Efter næsten to timer forlader man biografen skuffet over Madame Web, skuffet over to timers kedelig og flad film, der i løbet af hele spilletiden aldrig fik en til at grine eller bare trække på smilebåndet. Madame Web er ganske enkelt bare en dårlig film hele vejen igennem, og endnu en skamplet på Sonys Spider-Verse.