Den afdøde svenske forfatter Stieg Larsson besidder et godt greb om spændingsgenren, og med en af nordens mest læste romaner, var det oplagt med en filmatisering. Mænd Der Hader Kvinder er således første del i trilogien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist.
Den idealistiske økonomijournalist Blomkvist (spillet af Michael Nyqvist) står overfor en fængselsdom, efter at være blevet lokket i en fælde i kampen mod en skruppelløs erhvervsleder. Da journalisten efterfølgende fratræder stillingen i magasinet Millennium, tager han imod et nyt jobtilbud fra den excentriske rigmand, Henrik Vanger, der efter 40 år stadig leder efter morderen til en teenagepige, der for ham var som en datter. Blomkvist flytter ind i sin nye arbejdshytte, på en lille ø ved svenske Hedeby, og befinder sig snart i et spind af løgne og trusler.
Lisbeth Salander er lige dele hacker, punder (personundersøger) og af udseende en tvær og piercet ung kvinde. Men modsat de fleste middelklasseunger i autonomuniform, der brænder biler af når de keder sig, har hun ganske god grund til at være bitter. Og det er selvfølgelig her en del af titlen spiller ind. Noomi Rapace leverer en fantastisk præsentation som den umyndiggjorte talknuser, og hun forstår at levere rollen som det eksotiske og dataelskende rovdyr med en mission.
Snart slår Blomkvist og Salander pjalterne sammen, og det kommer der et modsætningsfyldt og velspillet forhold ud af. Mænd Der Hader Kvinder er i bogform en stærk og næsten modbydelig fortælling, og det er lykkedes over al forventning at overføre dette til filmmediet. Der er mindre fokus på politik i filmudgaven, dog føles det aldrig som en beskåret oplevelse.
Filmen er ganske enkelt fejende flot og leverer en oplevelse af international format med en intensitet, der holdes godt oppe af velvalgte skuespillere og knivskarpe billedrammer.
Det kan mærkes at Stieg Larsson tidligere har skrevet om højreekstremistiske bevægelser, og hans arbejde i den forbindelse bliver flittigt brugt til at skabe en interessant og grum historie. På trods af en filmatisering på to og en halv time, er der ikke et kedeligt øjeblik at spore. Ser du kun af nød nordisk producerede film, bør valget absolut falde på denne. Anbefalelsesværdig og spændende thriller.