Christopher Nolan har siden sin instruktørdebut i 1998, været et stensikkert kvalitetsstempel for alle filmelskere. Specielt med sin fænomenale Batman-trilogi har han formået at sikre sig en plads som en af nutidens største filmskabere. Denne gang tager han dog producerstolen og lader action-instruktøren Zack Snyder, som du måske kender fra Watchmen og 300, tage instruktørkasketten på. De to er gået sammen om at skabe Man of Steel - Supermans store comeback på det store lærred, og efter en række udsøgte trailers var forventningerne høje da lyset i Imperials sal dæmpede sig, og Hans Zimmer storslåede soundtrack flød igennem højtalerne.
Filmen tager sit udgangspunkt i det, den amerikanske filmindustri kalder en origin-story, altså en oprindelseshistorie. Vi starter på Krypton, en forfalden planet der går sin undergang i møde. Et desperat forældrepar vælger at sende deres nyfødte søn ud i rummet, mod jorden. De gør de først og fremmest for at redde hans liv, men også for at give ham muligheden for at bruge sin styrke og kløgt til at guide menneskeheden og måske forhindre dem i at møde samme skæbne som Krypton. Filmen følger derefter Superman gennem det meste af hans liv i en række Lost-inspirerede flashbacks, og kulminerer i at den onde General Zod, der også er fra Krypton, lokaliserer Superman og Jorden.
På trods af det mere overnaturlige kildemateriale med fremmede planeter og superkræfter er Man of Steel i sand Nolan-stil en meget jordbunden film. Som det også fremgår af filmens trailere, tager fortællingen mere udgangspunkt i vores verdens reaktion på Superman snarere end Supermans reaktion på verden. Meget tid bruges derfor på at etablere den tvivl og den frygt både civilbefolkningen og militæret har overfor opdagelsen af overmennesket, og selv religiøse diskussioner stikker hovedet frem ind imellem. Der er altså klare tråde at trække mellem Man of Steel og Nolans Batman film, der forsøger at skabe mere jordbundne versioner af de ellers meget overnaturlige og tegneseriedominerede universer som karakterne oprinder fra. Denne nytænkning af superhelteformularen fungerer aldeles godt for Man of Steel, der fremhæver de menneskelige træk i figuren og gør dermed fiktionen mere nærværende og forståelig. Dette jordbundne udtryk er også at finde i de mere tekniske aspekter af præsentationen. Kameraarbejdet har fået et mere håndholdt udtryk med drastiske zoom og rystende panoreringer og en grålig linse der forhindrer kostumerne i et blive til en klichéfyldt 80'er fest, som superheltefilm tit kan går hen og blive. Det vigtigste aspekt af denne mere realistiske repræsentation af Superman er dog det fantastiske skuespillerhold. Michael Shannon og Henry Cavil overfor hinanden er specielt en storslået oplevelse, både i kampsekvenserne og de mere stille og dialogprægede sektioner. Amy Adams gør sig også glimrende som den naive og nyhedshungrende reporter Lois Lane, og det spirende kærlighedsforhold mellem Lois og Superman er hele tiden til stede, men flyder aldrig ind over de andre fortællermæssige elementer.
Man of Steels største problem er dog med manuskriptet, hvor visse dialoger hurtigt bliver for klichéprægede og teatralske til at man køber præmissen. Denne tendens var selvfølgelig også til stede i Batman-trilogien og specielt i seriens tredje kapitel, men Man of Steel formår ikke helt at underspille sin egen seriøsitet på samme måde som The Dark Knight Rises gjorde, og dette vanskeliggør indlevelsen i nogle dialogudvekslinger. Dertil kommer et lidt underudviklet birollehold, der med Laurence Fishburne som redaktør og Antje Traue som ondsindet håndlanger, aldrig får tid nok til at udvikle sig igennem filmen. Det er dog få øjeblikke der ødelægges af det til tider svage manuskript, og man tilgiver Man of Steels lidt for strømlinede udtryk på grund af de fundamentale ideer som den rammer lige i øjet.
Hans Zimmer står for det episke score, og dette er uden tvivl Man of Steels største styrke. Ligesom i Batman-serien er den musikalske tilstedeværelse en konstant drivkraft for forståelsen af universet, og med svage pianostykker henover de mere melankolske øjeblikke og gigantiske perkussionopsætninger i kampscenerne, opstår der aldrig scener hvor man keder sig. Hans Zimmer har en tendens til at aflevere bombastiske og storslåede lydsider, men i Man of Steel forstår han både de stille øjeblikke og disse verdensomspændende slåskampe. Denne forståelse gør Man of Steels soundtrack til at de bedste jeg har hørt i årevis.
Men vi kan jo nok ikke undgå også at snakke action, og Man of Steel afleverer også et effektheftigt saksepark her. Skyskrabere vælter, der bliver kastet rundt med lastbiler, der bliver uddelt ekstremt hårde slag og spark og planeter eksploderer. Alt dette afleveres med en perfektionistisk sans for detalje, og filmens meget actionprægede tredje akt er den flotteste animationspræstation jeg nogensinde har set.
Den musikalske magtdemonstration, kombineret med de udsøgte skuespillerpræsentationer og de veldesignede actionsekvenser, maskerer filmens næsten toenhalv time lange længde. Dette er en superheltefilm af en sjælden kaliber, der viser os, ligesom Batman gjorde det tidligere, at superheltefilm kan fortælle os andre historier end Marvels mere tegneserieinspirerede og komiske film har valgt at gøre. Manuskriptet har til tider problemer, og filmen kan nogle gange mangle en smule humor, men som fortælling er det en storslået rejse der bekræfter at Superman hører til på det store lærred, og at det trods heltens mere useriøse natur stadig er muligt at fortælle jordbundne og overbevisende historier igennem ham. Man of Steel skal ses af alle med hang til superheltefilm.
