En gang imellem sker det, at man trænger til lidt afveksling. Fra tid til anden lægger jeg alle Steven Spielbergs og Christopher Nolans på hylden og sætter mig til rette med f.eks. et semibiografisk drama om munke i Sydkorea.
Et mindre budget tillader instruktører og forfattere at eksperimentere og komme med deres personlige bud på hvordan en film skal fungere, på godt og ondt. Sådan et eksperiment finder vi i det svenske drama, Man Tänker Sitt.
Drengen Sebastian bor i et stille og roligt kvarter i den svenske provins. Her observerer han beboerne som den unge, enlige far Jimmy, den østeuropæiske immigrant Mischa og den indelukkede Anders. Sebastian kommenterer på deres handlinger og filosoferer over samfundet, imens han udforsker naturen i området.
Sekundet man trykker play forstår man, at dette ikke er en traditionel film. En langsom, krybende optagelse af nabolaget med et citat af samfundsfilosoffen Thoreau lagt henover cementerer, at der på en eller anden måde er en dyb mening med alt, man skal til at se.
Der er intet bestemt mål nogle af karaktererne arbejder sig hen imod, og på intet tidspunkt får man forklaret de ret sælsomme ting de foretager sig. Det er dejligt at filmskaberne tildeler seeren en intelligens og forsøger at lade os regne tingene ud selv, men i flere tilfælde falder det til jorden, fordi det simpelthen ikke formidles godt nok. De par gange det lykkes er det dog et overvældende smukt øjeblik, man får serveret.
Stemningsmæssigt opretholdes den dokumentariske stil meget flot gennem et konsekvent håndholdt kamera og improviserede samtaler. Der er ingen barriere mellem skuespillerne og seeren der skal brydes, og fra første gang man lægger øjne på hovedkaraktererne sympatiserer man med dem.
Man Tänker Sitt er absolut ikke for enhver og selv om den har en del problemer at kæmpe med, må man prise sig lykkelig over at leve i en verden hvor der er plads til film som den.