Marie And Bruce er baseret på et teaterstykke fra 1979, som forfatteren selv har adapteret til filmmanuskriptet. Forfatteren er i øvrigt Wallace Shawn, som måske ikke ringer en umiddelbar klokke hos de fleste, men de kender ham når de ser ham: han spillede bl.a. Baronen i Southland Tales og feinschmeckere kender ham måske fra My Dinner With Andre. Alt dette har åbenbart kildet Julianne Moore det helt rigtige sted, for ikke nok med at hun har hovedrollen i denne filmversion af Shawns teaterstykke og pryder hele DVD-æskens forside; hun har tilmed også produceret filmen.
Det er en af den slags historier hvor vi følger to mennesker i et forhold - i dette tilfælde de titulære Marie og Bruce - som er ude af stand til at kommunikere ordentligt med hinanden. Marie vil gerne forlade Bruce, fordi Bruce er en ualmindeligt kedelig tørvetriller. Bruce er højst sandsynligvis en ualmindeligt kedelig tørvetriller fordi Marie balancerer faretruende tæt på kanten af at være sociopatisk ustabil, men holder sig (desværre for os) lige på kanten hvor hun bare er evigt irriterende. Bruce tager til fester og morer sig med intetsigende mennesker, mens Marie drømmer om at flygte fra storbyjunglen til magiske steder med omtrent så megen grobund i virkeligheden som et Salvador Dali-maleri.
Vi har, som tidligere nævnt, med et teaterstykke-til-film projekt at gøre, og det mærkes tydeligt. Filmen er stort set en lang kompot af surrealistiske dialogscener (kronen på værket værende en særdeles kløen-i-hovedet samtale mellem hovedpersonerne om Bruces venindes "stramme kusse"), kun afbrudt af to-tre lettere surrealistiske, dialogløse drømmesekvenser fra Maries side.
Men hvor film som The Last Supper og Six Degrees Of Separation beviste, at film baseret på teaterstykker sagtens kan fungere eminent, og instruktører som Jim Jarmusch og David Lynch for længst har bevist, at surrealisme og bizar dialog sagtens kan fungere på film, så falder Marie And Bruce fladt på dens selvoptagne, introspektive, formålsløse røv. Det gør den af mange grunde, men lad mig da endelig kaste mig ud i nogle oplagte eksempler:
Rent filmteknisk har vi med en meget kedsommelig oplevelse at gøre. Filmen er skudt udelukkende ud fra de mest basale cinematografiske teknikker; de surrealistiske drømmesekvenser ligner noget, der er blevet udført på et filmskolebudget i Adobe After Effects; og musikken - som gudhjælpemig er komponeret af et bandmedlem fra Soul Coughing (!) - er, i de få øjeblikke, den er til at bemærke, ubehjælpeligt monoton og intetsigende.
Dialogen har klart til formål at minde os om hvor ørkesløs hovedpersonernes situation er, men dens insisterende redundans, evindelige monotoni og uholdbare surrealisme-for-surrealismens-skyld leder tankerne mere hen på Richard Kellys pseudointellektuelle fiaskobrag Southland Tales end på noget værdifuldt og tankevækkende. Det hjælper heller ikke, at hovedpersonerne - intentionelt, må jeg måbende indskyde - er helt og aldeles usympatiske i hver eneste forbandede scene.
Filmens pointe er så deprimerende og forudsigelig, og den bliver hamret så hårdt og uelegant ned over vores hoveder i hver eneste langtrukne, nærmest smertefulde scene, at man sidder tilbage når rulleteksterne allernådigst kører og bittert ønsker, at man kunne skrue tiden tilbage og få den sidste halvanden time af sit liv tilbage.
Forstå mig ret: jeg har intet imod deprimerende film; jeg har intet imod 'mærkelige' film; jeg har intet imod hverken Matthew Broderick, Julianne Moore eller for den sags skyld Wallace Shawn (i hvert fald ikke som skuespiller). Men jeg har noget imod denne film, fordi den er et studie i alt hvad der er galt med moderne menneskelig interaktion og en så bizar forherligelse af mangel på empati, at jeg i sidste ende ville ønske, at det var mig, der blev smidt ud ad vinduet i åbningsscenen i stedet for Bruces skrivemaskine.
