The Punishers anden sæson er lige kommet til Netflix og det er hermed muligt at se hele sæson 2 i en strækning. Netflix' format har bestemt revolutioneret måden man ser serier på, hvor man førhen var nødsaget til at vente en uge, før man fik stillet næste craving, kan man nu let sluge flere timers underholdning, før man opdager det. Det er dog ikke helt tilfældet her, eftersom pacingen i The Punishers anden sæson er lige langsom nok til, at man glemmer klokken.
Jeg selv havde ikke set den første sæson af The Punisher før startjanuar i år, eftersom jeg antog, at det ikke rigtig var noget for mig. Som en stor del af resten af verden, havde jeg set nok af Daredevil, The Flash, Arrow, etc. til at vurdere, at det ikke helt var noget for mig. Jeg var gået lidt død i genren. Men der går ikke mere end et minut i sæson 1 af The Punisher, før man bliver klar over den store forskel mellem denne serie, og alt andet inden for mediet. Folk dør. Og der er blod. Det er ikke en off-screen knæklyd, som nakken bliver brækket, eller en pil fra langt væk. Det foregår tæt på. Og man ser det. Man ser faktisk så meget af det, at man bliver fuldstændigt immun overfor det.
Jon Bernthal er castet som hovedrollen Frank Castle (aka Punisher). Nu havde jeg ikke set ham i mange andre roller end en birolle i Baby Driver og som Shane i The Walking Dead og må indrømme at jeg ikke var synderligt imponeret, for at sige det mildt. Han gør det dog utroligt godt her i, og står for næsten alt positivt, der er at sige om serien. Han er virkelig godt castet, og balancerer godt mellem den rå og aggressive actionhelt og en emotionelt skadet og sårbar mand med skeletter i skabet. Halvdelen af de stjerner serien fortjener, er grundet ham.
Meget af serien bygger desuden på antihelte komponenten, og hvordan det er spændende for os som seere at se en superhelt, der ikke har et sort-hvidt forhold til mord. Der er en masse grå imellem, og nogen fortjener åbenbart at dø. Der er generelt utroligt meget af det som hovedkarakteren Castle gør, man aldrig ville forbind med en helt. I en anden franchise havde han været skurken, uden de skulle ændre andet end narrativet. Hvilket er derfor man ser dette: det er interessant at forestille sig en helt, der ikke lever efter Batmans ene regel: det er okay at tage liv.
Ligesom i sæson 1 er der utroligt mange velkoordinerede kampscener i langt højere kvalitet end, hvad vi normalt får i serier. Der er dog også utroligt mange af dem, der ikke er særligt gode. I første episode af sæson 2, er der en kampscene, der foregår på et toilet (næsten alle kampscener foregår i mindre rum, eller barer og restauranter, hvilket må være grundet fordelene ved at filme sådanne steder). Denne actionscene, der varer ret længe, uden at blive kedelig, ligner noget man ville se i et computerspil: fjenderne kommer i bølger, og angriber naturligvis en efter en. Dette er dog en generel tendens i actiongenren, som The Punisher bestemt ikke gør op med. Hvorfor udnytte at man er fem mod en? Det er der intet fair ved, lad os hellere gøre det til en turneringsbaseret kamp, hvor alle venter sin tur til at blive slået. Alligevel bliver der spildt noget blod, og særligt når der bliver brugt noget fra omgivelserne til at slå nogle af fjenderne ud, er det ret underholdende (der er en gut, der bliver banket af en vask).
Sæson 1 omhandlede Castles konfrontation med dem, der var skyldige i hans families mord. Det var personligt, og det var en velskrevet sæson. Langt over, hvad jeg havde forventet. Sæsonen var yderst streamlinet, og den brød med en af de grimmeste tendenser i superhelte-serierne: birollerne er altid flade, og besidder højest to karaktertræk hver især. Dette gælder særligt ovenstående eksempler, birollerne er elendige i både Daredevil, The Flash, Arrow, Jessica Jones, etc. Det var dog ikke tilfældet i The Punishers sæson 1, eftersom alle karakterer havde noget at gøre i serien og derfor eksisterede som realistiske mennesker. De havde ikke blot "læge-funktionen", eller "bedste ven-rollen". De havde alle deres egne liv og motiver. Det var fremragende, og meget overraskende. Men, og ja selvfølgelig kommer der et men efter noget positivt: dette er IKKE tilfældet i sæson 2. Alle karakterer er parodisk flade, misanvendt eller genbrugt på sløset vis, fordi der ikke var plads til dem på samme måde, som der var i den første sæson. Tydeligvis er der blevet kæmpet en kamp for, at rollerne fra den første sæson har noget at lave i sæson 2, men det føles desværre virkelig kunstigt og forceret. Uden undtagelse.
Hvor sæson 1s plot gav mening (Castle skulle ud og straffe, heraf navnet på serien) virker præmissen for sæson 2 yderst tynd. Han møder en pige på en bar, og efter han har overnattet hos bartenderen, beslutter han sig for at redde hende. Det er det. Det er dét hele sæson 2 handler om. Det virker utroligt ad hoc, hvorfor det lige skal være hende hans liv skal handle om samt hvordan det passer ind med resten af universet, og det er fordi, at det ikke gør. Mens vi ser ham forsøge at holde hende ude af problemer, venter vi spændt på, at skurken fra sæson 1 skal få sin hukommelse tilbage. Hvilket er yderst heldigt, at han ikke har det fra starten, for det giver os en masse (spild-)episoder, hvor vi kan fokusere på B-, C- og D-plotlines. Der er en virkelig mange filler-episoder i denne sæson, og strukturen er ikke i nærheden af den første sæsons kvalitet. Mange af scenerne kunne man let hive ud og sætte i anden rækkefølge eller helt fjerne og man ville intet mangle som seer. Det er måske herfra de fik idéen til at introducere skurken Jigsaw (som nogen måske kender fra tegneserien). Hans navn bliver forklaret med en lignende tynd historie: hans minder er i uorden, som et jigsaw-puslespil. Han bruger det meste af sæsonen på at gå rundt og forsøge at strikke sin hukommelse sammen, hvilket tydeligvis er for at strække tre episoders indhold til 13 og samtidig pointere, hvad der skete i forrige sæson. De burde have kaldet ham Captain Recap, for alt han gør, er at minde os om, hvad der var bedre i forrige sæson.
Vi er over halvvejs i sæsonen, før Jigsaw og Castle møder hinanden for første gang siden afslutningen i sæson 1, og de har kun en håndfuld dialog med hinanden inden sæsonen er ovre. Der er utroligt meget opbygning og ikke nok pay off. Skurken er derfor ret skuffende i denne sæson, og virker som en træt genudgivelse. Lidt ligesom den unge pige Castle skal redde bestemt, er en tynd udgave af Ebon Moss-Bachrachs David "Micro" Lieberman fra sæson 1. Lieberman var en underholdende karakter, der gav utroligt meget humor og sjæl til serien. Han var et perfekt modstykke til den gnavne og tomme Frank Castle. Det er en sarkastisk teenager ikke, det bliver alt for hurtigt for meget af samme mønt. Der går lang tid, før man gider at høre, hvad hun siger.
Der kommer et tidspunkt, hvor det hele i sæsonen bare virker lidt trivielt. Man har set det hele flere gange før, og man er ikke længere i tvivl om, at Castle nok skal finde en måde at komme ud af kniben på. Man har set ham uvæbnet overmande en andre med pistoler lidt for mange gange til, at det længere er ophidsende. Det virker aldrig rigtig farligt. Hvilket igen, nok er på grund superheltegenren, men det virker lidt tomt, at ingen med replikker nogensinde dør. Og hvis de gør, er det med fem episoders opbygning forinden, eller en falsk død, de kommer tilbage fra kort efter. Alle hovedrollerne i serien har minimum to dødsscener.
Så hvorfor er dette ikke en 1/10? Udover Bernthals skuespil, skal det siges, at rigtig mange af actionscenerne er ret gode. Så længe de ikke falder i Taken-grøften ved hånd-til-hånd kampscenenerne, og bruger 10 klip, på noget der tager få sekunder. Det sker desværre nogle gange, hvor det bliver lige lidt for amerikaniseret med hurtig klipning, og man savner lidt den mere realistiske John Wick tilgang, hvor man kan se den mere kampsportstekniske elegance. Hvis du er med på, hvad jeg mener med Taken-niveau af klipning, så forsøg at søge på Liam Neesons Taken-rolle på Youtube (Bryan Mills jumps a fence). Det er ikke helt så galt i The Punisher, men der er nok aktivitet i klipningen, til det ofte ikke virker flydende.
Desuden er der nogle enkelte søde øjeblikke, mellem Castle og de andre fra castet. Det er dog ofte ret uinteressant, når han ikke er med. Hvilket er størstedelen af sæsonen (og serien). Generelt, forstår jeg ikke, hvorfor man vælger at fokusere så tykt på de andre storylines, end dem Castle er inkluderet i. Det er uinteressant, hvad der foregår i CIA-agenten Madanis karriere, og det er fuldstændigt lige gyldigt, hvad den kristne gut går og laver. Det virker bare som stopklodser, hver gang det lige går lidt for hurtigt. Det kan godt være, at alt dette havde fungeret bedre, havde man ikke binget serien. Det skal jeg ikke kunne sige. Men det er svært at komme op i gear, når man ser det hele i forlængelse af hinanden, og 60 procent af det er uden Castle eller god action.
Så selvom jeg gerne havde givet serien en højere samlet karakter, falder sæson 2 noget fladt ift. den forrige. Det ender med den mest middelmådige karakter, jeg kan forestille mig.