Det begyndte som en kompakt modernisering af Fluernes Herre. En gruppe identitetsløse unge dumpes uden viden til omverdenen ind i en gigantisk labyrint. Via samarbejde, hierarkier og sociale dynamikker (eller manglen på det samme), skulle de afmystificere deres egen skæbne og søge ud af labyrinten. Det havde snerten af Franz Kafkas enigmatiske absurditet og Lionel Penroses umulige trapper spædet op med teenage-faktor, så hvad der lignede endnu teen-sci-fi klon var mere interessant end ventet. Optimismen stoppede brat efter etterens rulletekster. Fortsættelsen blev en banal actionfilm, blottet som endnu en zombie-virus fremtidsfilm, og de unge helte løb og løb - og ikke så meget andet. Tredje og sidste akt forlader den golde yderkant og vender tilbage til storbyens stilrene high-tech. En finale der for længst har udlevet sit potentiale og bare skal lukkes, så vi kan komme videre.
Ligesom sin forgænger formår The Death Cure ikke rigtigt at udvikle den i forvejen cellofan tynde historie. Linjerne er trukket op mellem de frie unge, de radikale oprører, de videnskabelige voksne og de inficerede ofre. En simplificeret struktur, hvor ungdommen får lov til at være målløs og spontan, mens den pragmatiske organisation WCKD prøver at redde Jorden og finde en vaccine. Det er nu heller ikke motivet der er problemet, men deres metoder, for vaccinen findes som i et ukendt stof der udvindes af unges adrenalin, efter de udsættes for særligt psykologisk pres. WCKD er en tand for skruppelløse i deres målsætning, ledet af filmes mest rutinerede karakter; Janson (Aidan "Little Finger" Gillen fra Game of Thrones).
Forgængeren var en hovedløs chase-movie, mens afslutningen former sig til en typisk heist-movie. Målet er Minho som onde Janson tilfangetog i slutningen af toeren, og som troppen skal befri fra WCKDs højeste vagtårn. Det forløber hele filmen faktisk med. Der udtænkes sjældent nogle brillanter planer, eftersom WCKDs vagter bærer masker, hvilket gør det unægteligt nemt at infiltrere organisationen med en stjålet uniform. Men, hvad The Death Cure mangler i hjerneceller opvejes delvist i storstilet action og ødelæggelse med oppustet produktionsværdi. Desværre er konsekvenserne forudsigelige og det virker aldrig til, at gruppen er udsat for nogen reel fare. Vent blot på den forventelige last-minute-rescue og oplagte resultater, mens engagementet i individerne kan tælles på lillefingeren.
The Hunger Games befinder sig stadig lange distancer foran snylterne i bakspejlet, og Maze Runner tabte potentialet som en interessant kandidat. Der løbes, ja, men hvor er labyrinten som repræsenterer ungdommens kryptiske identitet og processen til voksenlivet? Hvor er kerneværdierne? Glemt og efterladt i midten af labyrinten. The Death Cure er som den sidste gæst til festen, der pludrer løs, taber sine pointer og nægter at gå, selvom værten er træt. Teen-sci-fi tendensen er overstået og Maze Runner har udlevet sig selv. Sidste akt genvinder intet nyt og lukker ballet med en naiv og fortænkt afrunding.
Ekstramateriale:
Vi har anmeldt 4K Ultra HD udgaven, som også er suppleret med almindelige blu-ray version. Ekstramaterialet byder på det skematiske udvalg: Kommentarspor, slettede scener, promoverende dokumentarer om filmens tilblivelse, gag reel og billedgalleri.