Der har i filmhistorien været flere tilfælde hvor danske instruktører drog til USA for at arbejde i Hollywood. Efter min mening har det dog aldrig været mere spændende end det er nu, siden instruktørerne ingen problemer har med at lave genre-film. Det præsenterer et interessant dilemma, for hvordan undgår man at ens identitet og stemme bliver slugt af det kolosalle apparat man pludselig er blevet en del af?
Indtil videre har vi set eksempler på begge ekstremer, med Nicolas Winding Refns fremragende Drive som et bevis på hvordan det trivielle og klichéfyldte kan få pustet nyt liv i sig. Nu er det Jørgen Leths søn, Asger Leth, der tager multimillion-handskerne på med sin nye thriller, Med Livet Som Indsats.
Nick Cassidy er tidligere politibetjent, men bliver smidt i fængsel efter at være blevet beskyldt for at have stjålet Monarch-diamanten af milliardæren David Englander. Han formår at flygte fra fængslet og tager hen til Roosevelt-hotellet midt i New York, hvor han stiller sig på afsatsen, kun centimeter fra et dødeligt fald. Politiet får med det samme lukket området af og sendt en ung forhandler, Lydia Mercer, op for at snakke med ham. Men alt dette er i virkeligheden en afledningsmanøvre, for Nicks lillebror er i gang med at bryde ind i Englanders bygning overfor, for at stjæle Monarch-diamanten tilbage og bevise sin brors uskyld.
På papiret er det et fint koncept, men det når aldrig sit fulde potentiale af flere grunde. For det første er skuespillet lige omkring middelmådigt. Sam Worthington viser sig stadig ikke at kunne holde en hovedrolle med nogen tyngde som Nick Cassidy. På trods af den højdramatiske situation hans karakter befinder sig i, dvs. stående på afsatsen, virker han stadig som en actionman og ikke et rigtigt menneske. Elizabeth Banks som forhandleren Mercer er hvor vi dypper ned i "under middelmådigt"-territorie, og hendes samspil med Worthington bliver aldrig til noget specielt, selvom manuskriptet synes de udvikler sig sammen. Ed Harris som David Englander og Jamie Bell som Cassidys lillebror er de eneste der forstår at give los og have det sjovt med deres karakterer.
Manuskriptet hjælper på det undervældende skuespil. Nogle af sekvenserne er rigtig spændende, og selvom det ikke er Worthingtons fortjeneste, så føler man med Nick og vil have han sejrer. Historien i sig selv er ikke skelsættende eller interessant, men jeg var fint underholdt lige indtil slutningen, hvor der er alt, alt for mange løse ender der skal bindes sammen.
Asger Leth fik sin internationale debut tilbage i 2006 med dokumentarfilmen Ghosts of Cité Soleil, der gav et uhyggeligt indblik i Haitis kriminelle underverden. Det er en glimrende film og må have krævet et ubeskriveligt mod af Leth at få filmet. Det mod er ingen steder at finde i Med Livet Som Indsats. I hver en facet af dens udførsel, fra billedsiden til musikken til klipningen, ligner den enhver anden Hollywood film. Jeg henviser her igen til Drive af Winding Refn, der fortæller en historie vi kan udenad, men som gør det med så overlegent filmhåndværk at det føles nyt.
Det ændrer ikke på at det er sjovt at se en typisk thriller og vide den er lavet af Jørgen Leths søn. Det er fin underholdning for underholdningens skyld, desværre uden et unikt fingeraftryk.
Ekstramateriale:
Intet.