Memoirs of a Geisha

Jeg har helt afgjort en medfødt svaghed for orientalsk filmmagi; fortællinger om samuraier og blodhævn, tilsat østerlandsk magi og traditionel strengmusik, er normalt noget, der suger mig ind lige fra starten af og det var også derfor, at mine forventninger til Memoirs of a Geisha, ikke helt blev indfriet.

Da den unge japanske Chiyo bliver solgt som tjenestepige af sine forældre, til en af geishahusene i den nærliggende storby, begynder hendes kamp for accept indenfor branchens kompromisløse hierarki. En kamp som udspiller sig midt i en opbrudstid, for mens geishaerne forsøger at klingre sig fast i deres traditioner, så banker den vestlige verden, i form af 2. verdenskrig, på døren.

Memoirs of a Geisha er en smuk fortælling, ingen tvivl om det. Skildringen om Japans normalt ellers aflukkede kultur, der i løbet 1930’erne og 1940’erne, nærmest blev invaderet af hvide menneskers ignorance, danner rammen om en rørende fortælling, i en tid, hvor mange værdier gik tabt; i den forstand er Memoirs helt klart spændende.

Det der afholder filmen fra at blive en virkelig solid oplevelse er bl.a., at historien er et godt stykke tid om at komme rigtig i gang; det er for alvor ikke engagerende, før unge Chiyo når teenageårene, og det sker først et pænt stykke inde i beretningen.

Derudover så er det rent ud sagt pisseirriterende, at høre nogle af verdens dygtigste asiatiske skuespillere begå sig på gebrokkent engelsk, i over to timer - vi ved jo godt at disse skuespillere, Ken Watanabe især, kan levere virkelig solide præstationer, det kommer bare aldrig til udtryk, og jeg sad og spekulerede på, om filmen ikke havde gjort sig bedre, hvis den ikke var blevet lagt i Rob Marshalls hænder, men i stedet var en 100% asiatisk produktion. Endelig så føles filmen lidt langtrukkent til sidst, da der gik lidt Ringenes Herre i den: Der blev simpelthen bare ved med at komme nye scener, der, hvor rulleteksterne burde havde været.

Memoirs of a Geisha har sine mangler, ingen tvivl om det, men det afholder den ikke fra at være et kig værd. Billedsiden er underskøn, fortællingen er udmærket, og er du ligesom mig fan af orientalske film, så bør du se den an. John Williams’ musik er i øvrigt vidunderlig.