Hvad er meningen med eksistensen? Er vi mennesker virkelig så vigtige, eller er vi bare et fejlslagent, morbidt eksperiment? Hvad indebærer kærlighed og menneskelige relationer?
Det er nogle meget udfordrende og komplekse spørgsmål at besvare, men hvem er mere egnet til at besvare dem end filminstruktøren Woody Allen, det tætteste New York kommer på sin egen personlige hofnar. Han leverer et bravt forsøg på et svar i sin nyeste film, Mig og Melody.
Boris Yellnikoff er en sur, gammel mand. Han er et selverklæret geni, tidligere nobelprisnomineret og sin egen bedste ven. På trods af at han har mange venner, er han utrolig menneskefjendsk og syntes at alle er dummere end ham selv. Det ændrer sig dog, da han møder Melody, en langsom men velmenende ung kvinde fra sydstaterne.
Dette præmis lyder måske som noget, der lægger grundlaget for et overdrevet sødt og utiltalende amerikansk melodrama, men i Allens hænder bliver det til noget helt specielt.
Boris er på trods af sin hadende attitude meget sympatisk, og næsten hver replik er hylende morsom. I løbet af den første halve time møder man så mange interessante og velskrevne karakterer, at man suges ind i den filosofiske og romantiske handling.
Det er typisk Allen, fyldt med erotik, intriger og sort humor... Du kommer til at grine af et selvmordsforsøg (det lyder ulækkert, men tro mig). Selvom oplevelsen virker meget flydende og dybest set er halvanden time med folk der snakker, leder det op til en hensynsløst smuk afslutning, der faktisk kommer med et interessant svar på nogle svære spørgsmål.
Hvis du er i humør til en romantisk komedie, der er flere niveauer over gennemsnittet, er Mig og Melody et rigtigt godt valg.
For mig var det et kontrolleret, velovervejet og meget underholdende lille mesterværk.