I livets efterår hænder det for mange skuespillere, at de falder godt af på den. Se blot på en så fantastisk skuespiller som Robert De Niro, som i de sidste par år kun har leveret yderst lunkne præstationer. Dette kan absolut ikke siges om Clint Eastwood, som med denne film understreger sit fortsatte store skuespillertalent - såvel som sine evner som instruktør. Million Dollar Baby vandt ikke mindre end fire Oscars, hvilket føles ubetinget velfortjent efter jeg havde set dette mesterværk. Vi kender alle til de mange store filmværker som Clint Eastwood og Morgan Freeman medvirker i, men det er måske ikke alle der er bekendt med Hilary Swank. Hun cementerede for alvor sit talent i 1999 med sin rolle i Boys Don't Cry, den sande historie om Teena Brandon, som følte sig som en mand fanget i en kvindes krop. Swank beviser hurtigt, at hun kan stå distancen på lærredet sammen med de to grand old men.
I Million Dollar Baby spiller Swank en kvinde, Maggie Fitzgerald, med en brændende drøm om at blive bokser, men hun ønsker inderligt at blive trænet af den aldrende, men benhårde Frankie Dunn (Eastwood). Maggie møder trofast op hver dag i Frankies træningscenter, men gentagende gange afviser Frankie hende og holder fast i, at han ikke træner piger. Til at begynde med virker både Eastwoods og Swanks rolle meget karikeret, dvs. den klassiske, benhårde boksetræner og den yderst naive sydstatspige med en drøm. Det kommer dog hurtigt til overfladen, at der er tale om personernes facade og inden længe kommer man for alvor ind under huden på dem begge - på godt og ondt. Nu kan det måske lyde som om der helt går kvindelig Rocky i filmen, men jeg fristes til at sige, at den dårligt handler om boksning - det er i hvert fald ikke en sportsfilm i klassisk forstand. Her er hverken tale om en pompøs eller episk film, men et stille og intenst værk med få skuespillere, som dog på fornem vis skildrer denne gribende historie. Vi følger, hvordan Dunn og Maggie udvikler et ganske særligt forhold imens hun stødt bliver bedre og bedre i bokseringen, hvor hun trodser sine rødder og viser, at en hvid trailertrash-pige godt kan blive til noget i denne verden. På sidelinien møder vi Morgan Freeman, som er en af mine helt store favoritter, og selvom han har en mindre rolle, formår han at fange seeren i hvert eneste minut han er på skærmen. Han spiller Eddie "Scrap Iron" Dupris, en eks-bokser, som nu har fast tilholdssted i træningscentret som pedel, og han bidrager med en helt særlig ro, samt giver gode råd til både Maggie og Dunn, både om ting i og udenfor ringen.
Filmen tager os gennem hele følelsesrepertoiret, lige fra store smil til gevaldige klumper i halsen. De mange, små intense scener bringer os ind på tæt hold af personerne og man føler med dem gennem grin og gråd. Eastwood viser at han har et kæmpe talent for historiefortælling, også når det er uden store pistoler. Freeman er nu med i en film, der ikke er mange skridt efter "Shawshank Redemption" og Swank forsikrer os om, at vi nok skal se meget mere til hende og hendes store talent. Filmen handler om mennesker, om de drømme vi kan have og hvad vi vil gøre for at udføre dem i livet. Det er en historie om venskab og lidenskab, med de op- og nedture det må bringe med sig. Jeg kan ikke sige andet end at dette er en af de film, som alle burde have i DVD-samlingen, eller i det mindste blot leje den for en aften.