Skip to main content
Gamereactor Film Min Bedste Fjende
Film

Min Bedste Fjende

Bjarne Reuters Zappa gav måske folk kriller hver gang de efterfølgende så en skovsnegl, men South Park lærte os, at børn er meget værre - faktisk er de i virkeligheden nogle små, egoistiske, modbydelige…
Troels Pleimert 9 december 2010

Hvad ville der ske hvis man bad Nicolas Winding-Refn om at instruere en børnefilm om mobning? Det tætteste, vi kommer på svaret, er Min Bedste Fjende, hvis mål bestemt ikke er at lægge fingre imellem når det skal vises præcis hvor modbydelige børn kan være mod hinanden. Der bliver brækket fødder, pisset i ansigter, bundet til pæle og generelt givet prygl når ungerne i skolen omgås med hinanden, og lærerne - hvoraf den mest prominente er Kim Bodnia i skikkelse som den dansklærer, vi alle kendte, der var total blank for hvad der foregik i klassen selv om han tilbragte hver dag i den - er enten ligeglade, uvidende, eller en skøn kombi af de to.

Det gider Alf ikke finde sig i længere, så han dropper at gå til ballet (gæt selv hvorfor han bliver mobbet) og sætter sig for at give bøllerne igen, inspireret af helten i en manga-tegneserie. Han allierer sig med insektnørden Toke, og sammen laver de en hemmelig klub hvis eneste formål er at få klassens bølle og hans entourage ned med nakken.

Skildringen af skolegårdsmiljøet i det nye årtusinde er, såvidt jeg kan bedømme her 15 år efter jeg sidst satte fod i en folkeskole, ret autentisk. Når folk skal mobbes er ingen kneb for gemene, og der er styrke i antal og konformitet: hvis man er på alfa-hannens side, så er man automatisk garanteret en plads oppe i hierarkiet. Efter et par forfejlede forsøg begynder Alf og Toke langsomt at spore sig ind på hvordan de får væltet deres plageånder af pinden, i takt med at deres hemmelige klub vokser sig større og større.

Det er spændende og medrivende op til det punkt, hvor filmen begynder at klemme virkelighedstro-citronen lidt for hårdt. Henad sidste tredjedel er det lige før, der går Fight Club for Kids i den, og jeg har svært ved at tro på, at selv den mest opgivende folkeskoleslave ikke ringer til mindst ét sæt forældre når to fra klassen stiller sig op og inviterer hele den mindeårige forsamling til en fest med "gratis sprut."

Selve plottet viser sig faktisk at være en rimelig standard Frankenstein-omskrivning (så har jeg forhåbentlig ikke afsløret for meget), og det er i første omgang et lidt pudsigt valg. Men omvendt er det egentlig ikke det lineære plot, vi er kommet efter. Filmen i sig selv er et opgør med vores gængse opfattelse af hvad vores små poder går og foretager sig i deres sociale samkvem, på samme måde som South Park gjorde det i 90'erne (blot med meget bedre humor). Det går egentlig ikke så meget ud på at fortælle en historie som det gør at kradse i illusionernes tapet og give os et ærligt indblik i hvor ækle, børn kan være mod hinanden - et faktum, som de fleste "voksne" hellere end gerne vil vende et blindt øje til.

Som voksenfilm er der altså ikke nok kød på historien til at gøre den til mere end "endnu en ungdomsfilm." Men dens udtryk og dens prisværdige forsøg på at være hudløst uforsødet er et forfriskende pust for os, der kun svagt (hvis overhovedet) kunne genkende os selv hvor Bjarnes snerle blomstrer, og det skal ha' rygklap. At den så lige bliver en tand for fantasifuld henad slutningen, og at over halvdelen af Alfs scener involverer ham, der kigger rundt om et hjørne, er egentlig ikke så forstyrrende som man skulle tro.

Det er en god ungdomsfilm, der for en gangs skyld ikke er over-prædikende med sin moral (faktisk er slutningen direkte tvetydig), og i betragtning af hvor bund-elendige, jeg synes, vi er til den slags her i landet, så skal Ussing have ros for at have nosser til at lave noget, der i det mindste lugter af ærlighed.

Fuld profil 71 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.