Den første Mission Impossible-film var forsigtig, den ville være tæt på sit ophav som muligt (den gamle tv-serie, der havde lagt de amerikanske seere ned i 70’erne), og derfor blev den aldrig rigtig hæsblæsende. Dette rådede toeren bod på, da Hong Kong-instruktøren John Woo tog over og fyldte agentverdenen med hurtige damer og endnu hurtigere motorcykler, men til gengæld forsvandt alle forbindelser til Mission Impossible. Nu var det i stedet en anden udgave af James Bond, bare med en langhåret Tom Cruise i hovedrollen. Jeg hader i øvrigt stadig den film som pesten.
Hvor er det godt, at instruktør J.J. Abrams (Lost og Alias) og manusforfatter Alex Kurtzman (Alias) så kan hive det hele sammen og levere årets allerbedste actionfilm, for det er præcis, hvad Mission Impossible III er. Ethan Hunt, igen spillet af Tom Cruise, menneskeliggøres, Philip Seymour Hoffman viser, at skurke kan spilles på en helt ny måde, og Michelle Monaghan er Hunts åbenlyse og nuttede akilleshæl. Desuden bruges firmaets maskefærdigheder fremragende og der er masser af gadgets, dyre mobiltelefoner og lækre biler. Der er kort sagt masser af tråde at trække i, og der bliver trukket i dem alle sammen.
Begyndelsen på Mission Impossible III er egentlig noget nær slutningen. En selvsikker og hensynsløs Owen Davian fortæller Ethan Hunt, at han er blevet udstyret med en mikroskopisk sprængladning i hovedet. Samtidig holder han Hunts kone fanget med en pistol til tindingen. Målet er at få fat i The Rabbits Foot, et våben, der er rigtig mange penge værd og som Hunt har snuppet fra våbensmugleren kun få dage tidligere. Det er en elegant begyndelse, der på en gang besvarer og stiller en række spørgsmål. Da et skud pludselig lyder, springer vi flere dage tilbage i forløbet, og med visheden om at dette øjeblik på et tidspunkt sker, gætter du løs hele tiden: Nu må det da snart ske?
Skuespillerpræstationerne er noget nær sublime i dette tredje kapitel. Seymour Hoffman, der fik en Oscar for hans portræt af Truman Capote, er en af de mest sydende, ondskabsfulde skurke nogensinde. Han er en stenhård forretningsmand, der ikke lader noget eller nogle komme i vejen for ham. Som direkte modpol er Ethan Hunt ikke længere bare en firskåren, veltrænet agent. Han er blevet gift, har valgt et job bag et skrivebord i stedet for et i felten og er godt tilfreds med sit liv - i hvert fald indtil en gammel elev fanges bag fjendens linier med en sprængladning i hovedet. Dette hiver ham tilbage ind i jobbet som agent og giver J.J. Abrams muligheden for, at lave nogle ekstremt smukke og overrumplende actionscener. Og dem er der en del af: Biljagter, skududvekslinger, nævekampe og eksplosioner præger billedet hele vejen. Og det hele er ret elegant lavet.
Faktisk er det kun filmens sidste tredjedel, der går en smule galt; tempoet falder et par takker, pointer og overraskelser, du godt anede var der, trækkes lidt for langt ud, og superskurken Davian dør på den mest uspektakulære måde overhovedet, hvilket er ærgerligt. Det er faktisk lidt som om, der bare ikke er mere i posen på dette tidspunkt. Alligevel ødelægger det ikke helhedsindtrykket af Mission Impossible III som værende en ret stærk, medrivende og elegant instrueret actionfilm.