I min optik er Mission Impossible-serien blandt de absolut stærkeste igangværende action-filmserier, og piller man et par brodne kar ud af helhedsbilledet kan du strække den til "nogensinde" uden besværligheder, så gode er Ghost Protocol, Rogue Nation, Fallout og den seneste Dead Reckoning.
Filmene, igen specielt under instruktør Christopher McQuarrie har en tendens til at lege med aktstruktur, med scenekomposition og med klassiske arketyper til at skabe sekvenser der nærmest drypper af intensitet. Mødet i Burj Khalifa i Ghost Protocol, der kulminerer i en biljagt i en sandstorm, det episke dyk i Rogue Nation hvor man nærmest selv holder vejret hele vejen igennem, og lufthavnsscene i Dead Reckoning der nærmest var en fjerdedel af hele filmen - det er opfindsomt, det er intenst og så er det, måske mest af alt, underholdende, så uendeligt underholdende.
Markedsføringen har ledt os til at tro at den seneste Mission Impossible-film er en slags kulmination på den fortælling der startede for så lang tid siden, en kulmination, og selvom at det naturligvis placerer mere pres på Cruise og kompagnis skuldre, så kommer størstedelen af presset måske mere fra studiecheferne i kulissen, der så de overraskende lave box office-tal den foregående Dead Reckoning producerede, og nu sætter spørgsmålstegn om hvorvidt den her ret dyre, ekspansive og omfattende action-serie kan placere numser i sæderne, som man siger.
Ja, banen er kridtet op, og heldigvis forholder det sig sådan, at Final Reckoning igen opfylder det centrale mantra som vi forventer fra Mission Impossible, nemlig vidstrakte, vidtgående scener, solide skuespillerpræstationer hele vejen rundt og en sans for flair du simpelthen ikke rigtig ser andetsteds i det moderne Hollywood-landskab. Alt er ikke helt fryd og gammen, og i det febrilske forsøg på at "up the stakes" i klassisk action-traditionel forstand, så mister filmen lidt af sin legesyge pusseløjerlighed, som erstattes af en tand for meget melodrama.
Tom Cruise er i centrum, sådan har det altid været, og det gør ikke mig noget overhovedet. Han leverer igen, igen en bundsolid, relaterbar, fysisk krævende og følelsesmæssige ræsonant præstation som Ethan Hunt, som er uendelig let at holde af hele vejen igennem. Han flankeres desuden igen af et glimrende crew bestående af gamle gengangere som Simon Pegg som Benji og Ving Rhames som Luther og Hayley Atwell præsterer også fint som Grace. Vi har mistet et par kammerater hen ad vejen, måske mest af alt Ilsa Faust spillet af den altid solide Rebecca Ferguson, men derudover er det her et fantastisk karakterdrama leveret af skuespillere der har forstået essensen af deres karakter, og hvad der gør Mission Impossible til... ja.
Det er dog også i de individuelle udvekslinger, at filmen mister lidt af sin spidsfindighed, der til tider går tabt i oceaner af pompøs melodrama. Det er ikke fordi de foregående film var direkte komedier, slet ikke, men her virker det som om at der er blevet skruet helt op til 11, og det skurrer bare imod seriens ellers ret insisterende fokus på at tunge emner skal kombineres med en hurtighed, som ikke rigtig er til stede her.
Og så er det her med en ondsindet AI ved navn "the entity", der gradvist overtager styringen af verdens atomlagre - det begynder ret hurtigt at ose af 90'ernes dialogsekvenser om hacking, der lyder som en morfar der har sammensat manuskriptet ved at læse om RAM i et opslagsværk. Det er ikke at plotstrukturen er utroværdig, men den måde de taler om cyber-sikkerhed, om hacking - det er gjort så tilgængeligt at det grænsende til det lettere komiske, og så er denne Entity ikke ligefrem skræmmende, eftersom der konstant tales "om" den, men at den ikke selv rigtig kommer til orde. Den omtales som en karakter, men formår aldrig at træde i karakter.
Når det så er sagt, så leverer Final Reckoning al den pomp og pragt man forventer, inklusiv nogle ret slående scener i filmens anden halvdel, der igen er tilvejebragt gennem praktiske effekter, som uden tvivl vil sikre at filmen ældes med ynde. Nej, filmen er ikke så modig som Dead Reckoning, der stort set kun er inddelt i tre 45 minutter lange scene, der konstant eskalerer og intensiverer, men der er masser af guf her, og det ser glimrende ud på det store lærred.
Det er lidt ærgerligt, alt taget i betragtning, at Mission Impossible afslutter denne æra med hvad der kun kan beskrives som den svageste film blandt de seneste kapitler, men det betyder altså ikke at filmen er dårlig, tværtimod. Det her er en sommer blockbuster til den helt store guldmedalje, og selvom den ikke er decideret mesterlig som mange af sine forgængere, så beviser Cruise og McQuarrie igen, at de ved hvordan en action banger skal skrues sammen.