Jeg er altid lidt nervøs når jeg ser film der portrætterer ægte mennesker. Der er altid en risiko for at instruktøren her laver en film om sit idol, og at man får serveret en forherligende skildring, hvor personen er verdens frelser.
På grund af det var jeg også lidt mere end normalt bange da jeg modtog Motorcykel Dagbog, en roadmovie baseret på Che Guevaras oplevelser i sin ungdom. Hvilket kunne tænkes at være fryd for en venstreorienteret seer, og en pine for dem lidt mere til højre.
I 1952 beslutter de to venner, lægen Albert Granado og den lægestuderende Ernesto Guevara de La Serna, at de vil rejse 8000 km henover det sydamerikanske kontinent. De leder efter kontinentets sjæl, men i virkeligheden handler det om at de vil opleve noget stort imens de stadig er i deres ungdom. På deres trofaste motorcykel (der viser sig ikke at være synderligt trofast) begiver de sig ud på deres rejse, men kommer ud på et større eventyr end de havde forventet.
Langt størstedelen af filmen kigger vi simpelthen bare med imens det umage par rejser rundt på må og få. Jeg stod klar ved målstregen med en høj karakter og superlativer, men så nåede jeg til den sidste halve time.
Ud af det blå skifter handlingen fuldstændig karakter da Granado og Guevara modtager arbejde på et hospital for spedalske. Med et bliver Ernesto til Che og han indtager den frelserrolle han ellers så smukt har undgået indtil da. Overraskelsen af det pludselige skift til en slags kommunistreklame, kommer også fra den blødende kontrast den sidste halve time har til den foregående halvanden time.
De første tre fjerdedele er en ren objektiv beskrivelse af hvad de to venner oplevede inden hospitalet, der lader ikke til at være nogen grund til, hvorfor vi skal se den ene ting i forhold til det andet. I sidste ende er det ret forvirrende og, på godt og ondt, er scenerne på spedalskhospitalet klart de bedste, fordi de i det mindste fortæller en sammenhængende historie.
På trods af sin fragmenterede og forvirrende fortællestil, cementerer Motorcykel Dagbog sig som en seværdig film med sit konsekvent gode skuespil og gudesmukke billeder. Gael Garcia Bernal leverer en smuk, underspillet Guevara der ræsonnerer fremragende med Rodrigo De La Sernas højtråbende playboy-portrættering af Granado. Sammen med måden de har fotograferet landskaberne på suges man ind i oplevelsen og glæder sig til at se hvor de kommer som det næste.
Jeg blev meget irriteret på filmens slutning, det tilstår jeg. Men på trods af mine egne overbevisninger vil jeg stadig gerne anbefale Motorcykel Dagbog. Hvis man har mulighed for enten at abstrahere fra de politiske budskaber, eller hvis man deler disse holdninger, har man en stor oplevelse i vente.