Glem titlen på filmen et øjeblik. Glem Putin. Glem nyhedsflowet. Glem alt om verden, og glem alt om overskrifterne. Forestil dig i stedet en lille mand i en lille by, der står foran små børn med et lille kamera i hånden. Det er det, denne dokumentar handler om. Eller som David Borenstein sagde for blot to dage siden, da han modtog sin Oscar: "We all face a moral choice. But luckily, even a nobody is more powerful than you think."
Denne "nobody" er Pavel Talankin, med kaldenavnet Pasha. Han er (eller var) eventkoordinator og skolens videofotograf på Karabash Grundskole nr. 1. Karabash er en lille by i Uralbjergene, der mest er kendt (hvis den overhovedet er kendt) for at være en af de mest forurenede byer i verden. Pasha var ikke journalist. Han var blot en mand, der filmede børn og omtalte sit lille kontor som en "demokratisk grundpille". Men så kom februar 2022. Og alt ændrede sig.
Efter modvilligt at være blevet trukket ind i Putins propagandamaskine begynder Pasha at dokumentere, hvordan helt almindelige russere bliver indoktrineret med krigsliderlige budskaber og rekrutteret til krigen. Det russiske uddannelsesministerium begyndte at udstede direktiver (sange, digte, patriotiske ritualer), som Pasha var pålagt at filme og uploade til en statslig database, så Moskva kunne verificere, at dekreterne om patriotisk undervisning blev overholdt i hele det enorme russiske rige. Men et sted mellem optagelserne af børn, der vifter med flag, og synet af medlemmer fra den paramilitære Wagner-gruppe, der gæsteunderviser i hans klasselokaler, skete der et skift i ham. Han blev ved med at filme. Men nu filmede han for os.
Pavel Talankin og hans kamera
Det, som medinstruktør David Borenstein (en amerikansk filmskaber baseret i København, der fandt Pasha via et castingopslag på det russiske internet) har stykket sammen af disse rå, hemmeligt indsamlede optagelser, er det, der sikrede ham en Oscar i denne uge.
For genialiteten i Mr. Nobody Against Putin ligger præcis i det, den nægter at være. Det er ikke en krigsfilm. Der er ingen frontlinjer, ingen udbombede byer, ingen optagelser af ødelæggelse. Rædslen her er bureaukratisk. Den er hverdagsagtig. Det er en lektionsplan. Det er en sang. Filmen illustrerer transformationen af det russiske samfund fra autoritært til totalitært, og den gør det gennem klasseværelser, ikke slagmarker. Gennem børneansigter. Gennem den måde, en lærer smiler på, når hun ved, at et kamera kigger med, og ikke kan holde op med at smile, selv når hun ikke længere har lyst.
Pavel Talankin og børnene
Byen Karabash fungerer som et mærkeligt, næsten poetisk bagtæppe. Pasha indrømmer næsten kærligt, at han elsker stedet. Og man tror på ham. For det er præcis den modsigelse, filmen befinder sig i: at elske et land, som man samtidig ser fortære sig selv. Talankin gemte i al hemmelighed de optagelser, han lavede på skolen, før han forlod Rusland i 2024. Han bor nu i Tjekkiet. Det farligste øjeblik var, ifølge ham selv bag scenen til Oscar-uddelingen, at krydse grænsen med harddiskene.
Og dog, trods al den politiske vægt filmen bærer, er Borenstein klog nok til aldrig at lade den blive en rent politisk film. Kameraet bliver tæt på. Det bliver i gangen, i gymnastiksalen, i det lille kontor, som Pasha kaldte sin "demokratiske grundpille". Og derved opnår den noget, som års nyhedsdækning stort set har fejlet i: den får Rusland til at føles som et sted, hvor der bor mennesker. Hvor en mand kan elske at filme og hade det, der bliver gjort i hans navn. Hvor afstanden mellem medløberi og modstand ikke er en grænseovergang, men en beslutning truffet i stilhed, alene, i et rum fyldt med børn.
Karabash Grundskole nr. 1
Når rulleteksterne kører over det sidste, næsten ubærligt enkle billede - hans værelse, tomt, mens han tvinges til at forlade sit land - forstår man, at det, man har set, ikke blot er en historie om Putin. Ikke engang, i virkeligheden, en historie om Rusland. Det er en historie om, hvad et menneske gør, når den institution, det tjener, bliver til noget, det ikke længere kan tjene. En historie om den mærkelige, stædige og lidt absurde magt hos en mand med et kamera, der bare blev ved med at rette det mod sandheden. I sidste ende en historie om en "Mr. Nobody". En historie om (på godt og ondt) os alle sammen.
