Skip to main content
Gamereactor Film Mr. Peabody & Sherman
Film

Mr. Peabody & Sherman

Tilbage til fortiden, fremtiden, nutiden og kvalitetstiden. Mr. Peabody & Sherman har hjernen det rette sted, selvom nutidens børn måske fatter bjælde af filmens maniske historiegennemgang
Torben Andersen 27 december 2014

De samme idéer fødes ofte uafhængigt af hinanden, for samme trend skyller i disse dage gennem animation-branchens konkurrerende studier: At genoplive klassisk tv-animation til nutidens 3D CGI. Blue Sky Studios har allerede annonceret Radisernes ankomst her i 2015, mens spinat sluges i næste års Popeye. Paradoksalt nok er dette navne som nutidens børn slet ikke er vokset op med, modsat deres forældre. Og endnu mere paradoksalt er det for Dreamworks Mr. Peabody & Sherman, som absolut var mest kendt i 50'ernes USA.

Hvem er Mr. Peabody & Sherman? Spørg nutidens dansk skolebørn, og de vil formentlig ligne et blankt kladdehæfte. Og der er lidt en skam, for det er faktisk en glimrende animationsfilm om den omvendte verden, hvor en hyper-intelligent hund har adopteret en dreng.
Dreamworks mestrer teknikken og tempoet i enhver film, men mangler ofte hjertet. Det er også tilfældet i Mr. Peabody & Sherman, hvor makkerparrets samhørighed udfordres efter en slåskamp i skolen. Følelsen er en minoritet, men da Sherman og skolens bøllepige snupper Peabodys tidsmaskine, griber filmen chancen for at stimulere hjernen med historisk namedropping.

Fra den franske revolution til oldtidens Ægypten, dødsguden Anubis, krigen ved Troja, Agamemnon, Renæssancen i Italien, Leonardo Da Vinci og Amerikansk historie, formår filmen at piske i de små grå med en blanding af tegneseriekomik og historisk fakta. Det regner med artefakter at forhistorisk betydning, som til sidst ender med den klassisk/videnskabelige leg med tidsdimensioner.

Disse vitaminer optages formentlig bedst af større børn eller voksne, hvorfor filmens intellekt er bedst egnet højere aldersklasser - trods en talende hund. Det er også anbefalet at se den med engelsk tale, hvor Peabodys mange kloge-åge sproglige vittigheder fungerer bedst.
Mr. Peabody & Sherman er Dreamworks Animation på hæderlige afveje, for den spiller på udebane i det danske marked anno 2015, men derigennem skiller den sig også ud fra metervarens kedsommelighed. Dens indforståede indhold giver formentlig de mindreårige baghjul, men prøv alligevel at tage en tur i tidsmaskinen. Halvandens times forfriskende tidsrøver med paradokser og Einsteins ormehuller.

Ekstramateriale:
Har du 3D på flimmeren kan Mr. Peabody & Sherman erhverves i en 3D/Blu-ray combi-pakke, sammen med en god omgang ekstramateriale. Ekstrafilmene er ofte de så velkendte korte promofilm, ekstrafilm og selvreklame, men der er et par alternativer hvor to fysikere taler om filmens tidsrejser, samt en rejse tilbage tv-seriens oprindelse. Ekstramaterialet er på engelsk med danske undertekster.

Fuld profil 152 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.