Min overskrift lyder måske lidt bizar, men rolig nu, der er ikke tale om gamle menneskers bryster, men om to ældre mennesker som stabler et teater på benene med nøgne, unge skuespillere. Da Laura Henderson pludseligt bliver enke står hun med et større dilemma. Hvad skal hun dog bruge alle hendes afdøde mands penge på? Samt ikke mindst, hvad skal hun dog for tiden til at gå med? Hun opdager du hurtigt, at hun rent faktisk er indehaver af et gammel teater og pludselig får hun lidenskab og lyst til at kaste sig ud i teaterverdenen.
Stedet hedder The Windmill Theater og det bliver et af Londons lyspunkter i en ellers dyster tid, da filmen finder sted omkring anden verdenskrig. Tro dog ikke at Henderson er en tør gammel taske med nedadvendte mundvige. Selvom hun er en bestemt ældre dame med helt klare meninger, så bringer hun sprudl og liv for dagen og Windmill kommer til at chokere publikum på grund af hendes vovede koncept: Teater med nøgne skuespillere og dansere. Inspireret af de farverige piger i Paris
Ved første øjekast virker Mrs. Henderson Presents som en tør og kedelig omgang afkog på Moulin Rouge, men tag ikke fejl af temaet. Det er for det første ikke en musical, selvom den indeholder scener med musik og dans. Her er tale om en komedie med et to temaer kørende parallelt med hinanden.
På den ene side er der den liflige idé med hele teatret, hvor Judi Dench og Bob Hoskins spiller fantastisk overfor hinanden, hvor tugt og udfordringer er en del af legen. På den anden side er der det mere dramatiske krigstema, som fortæller om nogle få standhaftige mennesker, som trods bombetogter over byen og folks generelle mismod, prøver at give publikum et glimt af lys i mørket. Filmen bæres virkelig af Dench og hun er som skræddersyet til rollen som den excentriske enke med de meget kontroversielle idéer - taget tidsperioden i betragtning. Filmens eneste større problem er, at der til tider går lige lovlig meget Barbara Cartland-dialog i visse af scenerne, hvilket trækker ned.
Selvom der dog er bryster og en del nøgenhed i filmen, så skal dit motiv for at se filmen ikke være i den boldgade. Der er først og fremmest tale om en feelgood-film af en klassisk skuffe, som trods det lidt pikante tema, er rettet mest mod en lidt mere moden målgruppe - en senior-komedie om du vil. På den front er den dog glimrende og mine forventninger om at sidde og kede mig blev gjort til skamme, også selvom jeg kun er rundet de 27 år. Husk, de gamle kan også være bange, og de kan også få os til at grine til tider.