Hvad gør man, når publikumsfavoritterne inden for engelske krimier allerede er fundet? For Murder City er opskriften tydelig. Tempoet skrues i vejret, Kris Marshall hyres til at spille en kejtet og flyvsk kriminalinspektør, og der leges med humoren. Allerede under teksterne i starten er det let at se: Murder City er helt sin egen. Og det er egentlig også helt fint. Indrømmet: Jeg har det svært med Kris Marshall, fyren der i Love Actually tog til USA for at score piger, og Amanda Donahoe er måske ikke verdens mest fremragende skuespiller, men Robert Murphy, seriens instruktør, skal have et skulderklap for i det mindste af prøve konstellationen af.
Problemet med engelske krimiserier er bare, at de ikke er bedre end deres karakterer og historier, og her kommer Murder City til kort. Ud af de seks afsnit, som første sæson indeholder, er der kun et par stykker, der kunne holde mig fanget. For det meste er hvert afsnit et kig på flere af holdets sager, og nogle gange kolliderer de så og bliver pludselig til en om samme sag. Det er set før, men det virker. Hvad der til gengæld ikke virker i Murder City er manusforfatterens mangelende evner til at kunne holde igen. Inspirationerne kommer fra alle steder, og når du sætter dig ned for at se Nothing Sacred, der afslutter denne sæson, så vil du sikkert grine højlydt. Dette 96 minutter lange afsnit er decideret tyveri, så stærkt "inspireret" af Dan Browns Da Vinci Mysteriet, at jeg sad og kløede mig i hovedbunden. Det har meget lidt med krimigenren at gøre og uendelig meget med eventyrgenren at gøre.
Murder City virker bedre, når hverdagsproblemerne tages op, som f.eks. i det afsnit, hvor en pige er forsvundet, og der er krise i familien. Her rives der op i gamle sår, forsvundne fædre og masse andet. Det virker langt mere troværdigt og interessant. Det samme gælder det afsnit, hvor en ung sprogskoleejer findes myrdet og skåret op i mindre dele. Fælles for begge afsnit er en langt større følelse af ægthed, en ægthed, der på ingen måde ødelægger Kris Marshalls muligheder for stadig at spille gakket og uberegnelig, et af omdrejningspunkterne for serien.
Der skal dog lidt mere til, før jeg for alvor bliver begejstret for Murder City. Serien har absolut nogle kvaliteter, og det er rart, at den ikke bare følger de gængse regler for engelske krimier, men den mangler stadig at finde ud af, hvilket ben den skal stå på. Måske sker det i anden sæson.