I filmbranchen bruges udtrykket "cross the pond" en del, og ligesom Jason Statham og Vinnie Jones, har den britiske Geraard Butler også formået at krydse over, og blive skuespiller i det amerikanske Hollywood-miljø. Butlers popularitet nåede nye højder, da han i 2006 var Leonidas i tegneseriefilmatiseringen af 300, og nu har han status som en seriøs badass.
I nådesløs hævn, indtager han rollen som Clyde Shelton, en ingenør der overfaldes i sit hjem og ser sin familie dø. Da retssystemet ledt af advokaten Nick Rice (Jamie Foxx) efterfølgende kvitterer med en mild straf, vælger Clyde at tage sagerne i egen hånd og indleder sit hævntogt. Efterfølgende bliver vi vidne til en ren katten efter musen, hvor Clyde holder sig et skridt foran, selv efter indsættelse i fængslet.
Der er stor fokus på temaet om rigtigt eller forkert, og den til tider komplicerede retfærdighed som retssystemet opererer ud fra. Talrige scener behandler dette emne, når Butler og Foxx´ karakterer diskuterer problematikken. Desværre er manuskriptet for svagt til at bære det uden tvivl ganske interessante tema, og det hele falder lidt til jorden.
Men ser vi bort fra det lidt mislykkede forsøg på at være dybsindig, er der her tale om et ganske klassisk eksempel på en solid thriller. Den er overraskende, underholdende og bygger op til et klimaks, som får en til at hive efter vejret.
Skuespilpræstationerne er dog ret uinspirerende med den typiske thriller-opskrift, med folk der langsomt vender sig og udbryder "oh my god". Til gengæld overholder filmen en vigtig regel: Gerard Butler får lov at opføre sig som en ægte badass. Nådesløs Hævn kan varmt anbefales, såfremt du undlader at tage filmen så alvorligt, som den selv gør.