Napoleon

Ridley Scotts Napoleon har fået ret meget kritik. Allerede før premieren rasede debatten, og der blev ikke sparet på ordene. Den var for lang, for voldelig, for gammel, for realistisk, for uvirkelig, for amerikansk. Joaquin Phoenix var til gengæld for høj, for gammel, for meget Joaquin Phoenix, men også for lidt Joaquin Phoenix. Franskmændene var fornærmede, og resten af Europa var sekundært fornærmede på franskmændenes vegne, over den måde, arven efter krigsmageren blev behandlet på. Det faktum, at det bare var en film, hvis primære formål højst sandsynligt kun var at underholde et betalende biografpublikum, syntes at være blevet glemt i debatten.

Meget få mennesker nævner, hvor effektiv Napoleon faktisk er. Hvilket storslået håndværk den hviler på, og hvor meget arbejde der ligger i en produktion af denne størrelsesorden. Det redder selvfølgelig ikke en film, der lider af lidt for mange mangler til, at den kan holde de tre timer, den varer, men man må ikke glemme det visuelle aspekt, som er noget af det mest imponerende, man kan se i en IMAX-biograf. Så må man spørge sig selv, hvilke forventninger man egentlig skal have til en Ridley Scott-film i 2023? Hvad er det rimeligt at tro, at man får?

Jeg ville argumentere for at Ridley Scott netop er kendt for spektakel, og at selvom at han kan mestre karakterudvikling, så er det sjældent der han ekscellerer. Men dette bliver måske særligt problemtisk når det er en rigtig person og en rigtig menneskeskæbne, der skal portrætteres. En historie, som de fleste mennesker faktisk kender, og ikke en underdog som i Gladiator. I det mindste forventer jeg en vis grad af nøjagtighed. Jeg beder ikke om Gandhi eller Lawrence of Arabia, men jeg vil stadig have et slags komplekst personligt portræt. Men det virker ikke helt som om at Scott formår dette længere. Han lavede uforlignelige film, der var blandt de bedste i deres tid, da han var på toppen af sin karriere, i sin egen gyldne æra, men i de senere år har det været meget mere "middle-of-the-road" med film som The Last Duel og House of Gucci. Smukke film, som også har deres styrker her og der, utvivlsomt, men de er også alt for lange, og ujævne.

Men det starter godt. Marie Antoinette bliver henrettet med guillotinen i en fænomenalt morbid scene, der sætter tonen med det samme. Napoleon Bonaparte (Joaquin Phoenix) er tilskuer til den meget detaljerede halshugning, og det var her blandt pøblen, at hans klatretur op ad den stejle karrierestige begyndte. Et gradvist avancement i samfundet, hvor intet lig ikke var værd at træde på for til sidst at nå hele vejen til toppen. Et enormt ego, der førte sine tropper i døden med sikker hånd, men lige så imponerende og hensynsløs, som han var på slagmarken, lige så klodset var han, når det kom til menneskelige relationer, især med den kommende kejserinde Josephine de Beauharnais (Vanessa Kirby), hvis vigtigste opgave var at forsøge forgæves at producere en arving, en statelig og modstandsdygtig søn, der kunne overtage den militære forretning, når enden kom.

Med citater som "I follow in the footsteps of Alexander the Great and Caesar" forventer jeg i det mindste, at den er storslået fra start til slut, men det er den aldrig. Hvis man sammenligner med Gladiator, hvilket ikke er urimeligt at gøre, så var den film meget bedre til at fortælle historien om Maximus, end Napoleon er til at fortælle historien om Napoleon. Faktisk var selv Phoenix' karakter Commodus en langt mere kraftfuld skildring. Ingen af de ting, der gjorde Gladiator til den moderne klassiker, den nu anses for at være, kan findes her. De intellektuelle og psykologiske aspekter af Napoleons ambitioner, succes og fiasko er enten helt fraværende eller kunne have været fremhævet med mere innovative tilgange i stedet for blot at antyde dem gennem handlingen. Ikke engang de politiske intriger og propagandaen får meget plads.

Og selv her begynder det godt. Da de mødtes første gang i 1795, begyndte Napoleon at skrive kærlighedsbreve til Josephine. Tekster fyldt med poesi, varme og lidenskab, løfter om evig kærlighed. Så viste det sig, at denne nyfundne kærlighed kun var meget midlertidig og snart udviklede sig til et mildest talt giftigt forhold, hvor magt og det grandiose selvbillede var langt vigtigere end empati og ømhed. Det er selvfølgelig i tråd med karakteren og historien, hvor hun hånede ham for hans lave sociale status, og han til gengæld skandaliserede sin familie ved at gifte sig med en enke med børn. Begge lå og flød til højre og venstre, og den ene elsker og elskerinde efter den anden blev inviteret ind i det kejserlige soveværelse, sådan var det bare. Napoleons forfærdelige temperament er også veldokumenteret her, der er trods alt en grund til tilnavnet Napoleon-komplekset, en overdrevent aggressiv eller dominerende social adfærd, der kompenserer for en persons fysiske eller sociale mangler.

Problemet er, at dette ikke mærkes, den følelsesmæssige dybde er begrænset, portrættet er falmet. Kirby har virkelig ikke meget at arbejde med i en rolle, der er så endimensionel, som den kan blive, og det, hun rent faktisk leverer, er ofte undervældende, langt fra hendes prisvindende præstation som Margaret i The Crown. Phoenix er normalt stabil. Han har trods alt meget sjældent en dårlig dag på arbejdet, men samtidig er han ekstremt begrænset i rollen som den mumlende Napoleon, og det er ikke hans skyld, men her må den største skyld igen falde på Scott og hans manuskriptforfatter, David Scarpa. De kan simpelthen ikke håndtere en så mangefacetteret personlighed som Napoleon, og her fremstår han som ekstremt uinteressant og i lange øjeblikke endda direkte trist.

Filmens styrke ligger i stedet i skildringen af de mange og lange episke slag, der fylder hele lærredet med blod og kropsdele. Heste og mennesker, som jeg kan se på i mindste anatomiske detalje, mens de bliver revet fra hinanden til lyden af dæmpede ildevarslende trommer, og det er det, Ridley Scott mestrer. Han kender det ud og ind, og her kan Napoleon absolut konkurrere med Gladiator. Det er bestemt ikke her, problemerne ligger. Eller som en berømt sanger ville have udtrykt det; Scott har 99 problemer, men kampe er ikke et af dem.

Da vi ankommer til Waterloo, det vil sige den bitre ende på sagaen om Napoleon efter utroligt mange twists and turns, ved jeg ikke mere om ham, end da jeg parkerede mig i biografsædet næsten tre timer før, og det er selvfølgelig et stort problem i en film om Napoleon.