Charlie Kaufmans til tider surrealistiske fortælling svæver rundt i tid, rum og følelser, på en sådan måde, at selv David Lynch må skule forbitret fra sidelinien. Når teaterdirektøren Caden Cotard, spillet mesterligt af Philip Seymour Hoffman, iagttager livet glide forbi, imens han forbereder sin næste store forestilling, sker det i en verden af matte, næsten grå, hverdagsbilleder.
Sygdom, frygt, kærlighed, narcissisme, forpassede chancer samt livet og døden er de store temaer. Imens disse gennemleves venter Cotard på lykken og det store mesterværk. Dette er lige om hjørnet, da et anerkendt og unikt geni som han selvfølgelig bør kunne levere denne gave til menneskeheden. Og hvad er mere reelt, hudløst ærligt og mesterligt, end ens eget liv?
Being John Malkovich med Kaufman som manuskriptforfatter var en til tider grotesk oplevelse, og Synecdoche, New York (som er originaltitlen, og samtidig et af de mange ordspil gemt i filmen) byder på en morbid vandring igennem forvirrende hjernespind og forvrængede minder. Og det kan virke en anelse for surrealistisk, når en af hovedpersonerne flytter ind i en brændende villa, eller skuespillerne overtager hinandens roller. Men filmen har en pointe. Om det er værd at udholde et næsten to timer langt eksperiment for, vil for manges vedkommende være tvivlsomt.
Elitær kultursnobberi eller artsy-fartsy er nogle af mærkaterne, der let kunne påklistres denne oplevelse, uden at jeg ville fortrække en mine i forsvar. Denne triste historie egner sig derfor bedst til at ses gentagne gange med en imaginær filmalpehue på skrå, partisanertørklæde om halsen, og den alvorlige kunstnermine påklistret. Men så er der også en god chance for at den vil tage kejler og byde på masser af muligheder for at fortolke og forundres. Det gjorde den for denne anmelder.