De er high school students. De er cheerleaders. De stripper i deres fritid for at tjene penge til college. Og så er de, ifølge filmens titel og i instruktørens hoved i hvert fald, ninjaer. Hold fast, for det bliver endnu dummere.
Deres ninja sensei er George Takei, men selv om dét i sig selv er nok til at få Scanners-hoved af, så bliver det endnu mere bizart. Han er også indehaveren af den stripklub, pigerne stripper i, og den har han købt i forbindelse med dens tvangsauktion fra en fordrukken italiensk mafioso. Nej, bare bliv ved med at holde fast.
George, som en anden Splinter, bliver kidnappet af mafiosoens bror, som er familiens overhoved, og som øjeblikkeligt spænder ham fast til et stødhegn i et varehus for derefter at invitere ham på kaffe. Altimens må tøserne April, Courtney og Monica, for hvem ‘ninja' betyder ‘bevæbnet med plasticsværd iført iøjenfaldende catsuits', redde deres sensei - men også vinde en stripperkonkurrence for at tjene penge til college.
Okay, nu kan du give slip. (dukker under bordet for at undgå et regnskyl af hjernemasse og materie propelleret af skarpe, flyvende kraniefragmenter)
Det er forfatter-instruktør David Presley, der står bag projektet, og hånden i vejret hvis I genkender navnet. Nej, det tænkte jeg nok. Måske er det en joke, at hans billede på IMDb er et forbryder-mugshot, men jeg vælger at tro det værste.
Hvis jeg skal prøve at gætte David Presleys personlighed ud fra dette bizarre makværk, som han har sat i verden, så er han en mand, der får stor fornøjelse ud af at blive nedgjort og ydmyget af kvinder. Det baserer jeg på det faktum, at samtlige mandlige figurer i filmen ikke bestiller andet end at få tæsk af kvinder, og oftest der hvor der gør mest ondt. Det er der som sådan ikke noget galt med; enhver mand sin lyst, og der er intet galt med en uskyldig fetish. Det er dog en væsentlig anden sag at skrabe penge ind fra investorere for at sætte sin fetish til livs på hvad jeg håber for alt i verden forevigt vil være et meget, meget lille lærred.
Men samtidig er der også stripperpatter, cheerleaderuniformer og stramtsiddende spandex i hobetal. Helhedsindtrykket er som at sidde fast i en vammel 8.-klassesdrengs onanifantasi, bare skrevet af samme person 40 år ældre.
Let's cut to the chase. Er der et plot, der giver mening? Nej. Er der noget skuespil at komme efter? Nej. Er der nogen underholdning at finde i denne film? Kun hvis du er så bankeskæv, at du ikke kan huske dit eget CPR-nummer.
Er der noget som helst positivt at sige om denne film? Nej.
