Jagten på perfektion er noget, man forestiller sig, at mange filmskabere aktivt forsøger at undgå, især efterhånden som de modnes. At forsøge at gøre hver eneste film til et mesterværk fungerer ganske enkelt ikke - i enhver kreativ proces risikerer man at ødelægge det gode i jagten på det storslåede. Men Oldboy-instruktøren, den elskede koreanske filmskaber, satte sig for at skabe sit magnum opus med No Other Choice, og det virker ærligt talt, som om det næsten er lykkedes.
Da papirveteranen Man-Su mister sit job efter 25 år som hårdarbejdende ansat i sin tidligere virksomhed, opdager han hurtigt, at arbejdsmarkedet har ændret sig markant. Især papirbranchen er blevet ekstremt konkurrencepræget, og efter mere end et års forgæves forsøg på at finde tilbage til ind i branchen, er Man-Su ved at nå bristepunktet. Med familiens fremtid, huset og deres labradorer på spil indser han, at han er villig til at gøre hvad som helst for at få et nyt job - selv hvis det betyder permanent at fjerne konkurrencen.
Opsætningen for No Other Choice er lige så dragende som resten af filmen. Baseret på Donald Westlakes roman The Ax tager Park Chan-Wook os med på en knap to og en halv time lang tour de force i sort komedie, hvor vi både griner, sidder på kanten af sædet i spænding og samtidig spørger os selv, om det virkelig er det hele værd at gå så langt, bare for at vedligeholde en status quo.
Det er netop et af de elementer, filmen leger brillant med. Man-Su hævder måske, at han gør det hele for sin familie og deres fremtid, og man kan argumentere for, at han er bedst egnet til at arbejde i papirindustrien, men faktum er jo, at andre jobs eksisterer. Bare ikke for vores protagonist - eller hans konkurrenter. Specialiseret papirarbejde er drømmen for dem alle, en drøm de nægter at lade dø, uanset hvor mange ansøgninger de sender, eller hvor mange gange de må kaste sig for fødderne af ligeglade ledere i akavede, krummende jobsamtaler. I en tid hvor det er alt for let at betragte enhver karriere uden berømmelse eller rigdom som værdiløs, holdt den konstante påmindelse om fabriksarbejde med silkeblødt papir som det ultimative mål mig fuldstændig fanget i Man-Sus rejse. Passion smitter, og det er noget, Park Chan-Wook deler rundhåndet ud af gennem både karakterarbejdet og instruktionen i No Other Choice.
Lee Byung-hun er intet mindre end fremragende som Man-Su. Delvist patetisk, utroligt underholdende og fuldstændig drevet - det er svært at forestille sig en anden skuespiller, der kunne have løftet rollen bedre. Fra stemmens små bøjninger til de mindste bevægelser i ansigtet forvandler Lee Byung-hun sig gradvist gennem filmen. Ikke på den mørke, stiliserede måde man måske kunne forestille sig ville ende i TikTok-klip, men ved ganske enkelt at skrue præstationen op, så komedien, dramaet og thrillerelementerne fungerer side om side i deres smukke kontrast. Son Ye-jin leverer et stærkt stykke arbejde som Man-Sus kone Mi-ri, og Yeom Hye-ran er uhyre underholdende som Ah-ra, men størstedelen af No Other Choice hviler på Lee Byung-huns skuldre - og han bærer det uden den mindste anstrengelse.
Selv med de stærke præstationer og den fængende historie føles No Other Choice som en film, der ikke ville imponere nær så meget uden sit visuelle udtryk. Kim Woo-hyung står bag kameraarbejdet, og han fortjener i den grad ros. Billederne i filmen løfter den fra at være en virkelig, virkelig god film til noget, der føles som en øjeblikkelig klassiker. Også Kim Sang-bum og Kim Ho-bins klippearbejde bør fremhæves. Det visuelle i No Other Choice er smukt, morsomt og til tider næsten campet, men det samler historiens tyngde, fremhæver de små øjeblikke på fornem vis og bringer Park Chan-Wooks seneste film op på det niveau af mesterværk, den sigter efter.
Havde det ikke været for en midterdel, der taber lidt momentum, og en slutning som kan opleves en anelse flad, ville No Other Choice have været en ren 10'er for mig. Se det som en 9,5'er i stedet - min varmeste anbefaling. Det her kan meget vel ende som en af de bedste film jeg har set de seneste år. Et fiktivt værk, der perfekt indkapsler følelsen af arbejde og rædslen ved rotteræset i vores samtid, en brillant sort komedie med præstationer i særklasse og et visuelt mesterværk, som filmskabere burde være i gang med at studere allerede i går.
