Skip to main content
Gamereactor Film Nocturnal Animals
Film

Nocturnal Animals

Diabolsk, psykologisk thriller af modeskaberen Tom Ford har et jerngreb af skønhed og en ætsende effekt.
Torben Andersen 20 august 2017

Enormt overvægtige, amerikanske kvinder danser nøgne i slowmotion med stjernekastere og paradekluns. Det hele bobler for øjnene i en blanding af ubekvem pinagtighed overfor de akavede billeder løftet af musikalsk skønhed. Tykke kroppe perfekt filmet. Nålene trækkes tilbage og en lettelse siver gennem kroppen, da billederne distanceres for os som kunstværker i et moderne galleri, hvor publikum er normale, smukke og påklædte. Multi-kunstneren, designeren og instruktøren bag Nocturnal Animals, Tom Ford, har virkelig fat om halsen på os. Der er mange niveauer i en filmintro som denne: En kniv mod vores følelser, en falsk tryghed og måske en afværgende bid fra Tom Ford efter kontroversen over nøgne modeller i hans reklamefotos.

For de rige, de smukke, de smarte og elitære har også deres problemer, sorg og svigt. Miljømæssigt virker Ford på hjemmebane i denne ekstremt stilfulde og flot fotograferede film som klinger af Hitchcocks stemning og postmoderne filmkunst. Kunstneren Susan har lang vej til smilet. Hun føler ikke noget for sin kunst, ægtemanden "spiser ude", rummet er koldt og livet har ikke materialiseret sig, som hun håbede på. En dag kommer en pakke med kopi af en ny bog fra hendes eks-mand. "Nocturnal Animals", som den hedder, læses i nattens søvnløse timer, mens tre dimensioner fletter sig sammen: Nutidens melankolske vilkår, fortidens baggrundshistorier og den brutale bog om en familie på et road trip, som forulempes og terroriseres af en gruppe animalske bøller. Historien er så hård, at vi atter føler en lettelse når Susan afbryder læsningen - men lettelsen er reelt et selvbedrag. Ingen spoilers.

Det er kort sagt eminent, moderne filmkunst med klassiske tangenter. Man kunne frygte en monumental film ophængt i selvfed stiløvelse, men Tom Ford udviser både stærkt selvstændighed, sygelig kvalitetssans og et fortællermæssigt overskud som lægger publikum i emotionel benlås. Uden at lande i en abstrakt cirkus, efterlader Ford stadig masser af mysterier og plads til tolkning. Måske praktiserer Ford en auteur-bevægelse med selvbevidste referencer til sit liv i mode- og kunstverdenen. Måske har han udtænkt et enigmatisk plot med ubesvarede ender og elegante spejlbilleder mellem fortællingerne. Måske er det et rent karakterdrevet manifest eksekveret med fantastisk personinstruktion. Der er ikke én rigtig nøgle ind til filmen, ikke en perfekt analyse eller et gældende facit på alt - og hvor er det befriende.

Ikke sagt denne film er hvermandseje. Nocturnal Animals er ikke en film som bare nydes. Den sluges som en stor pille der glider på tværs gennem spiserøret. Ubehageligt, langsomt, diabolsk og mærkbart så øjnene næsten tørrer ud, men deraf også givende, smuk og inddragende - såfremt du er klar til udfordringen. Der er film som du ser, og så er der film som du mærker. Nocturnal Animals kan ikke bides over.

Ekstramateriale:
Ikke meget, men blu-ray udgivelsen er forsynet med en kortfattet making-of dokumentar, hvor Tom Ford også medvirker og bærer os igennem nogle af de detaljer han har tænkt grundigt over i produktionen. Der burde have været meget mere af det.

Fuld profil 152 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.