Det er godt nok svært at hedde Casper når man er utilpas middelklasse-knægt, der tjener til hverdagen ved at smårapse fra de borgerlige naboer og sælge skidtet videre til Jamal nede fra kiosken. Specielt når man udvikler et dybtfølt man-crush på den tilflyttende rocker-john, Bjørn. Bjørn giver nemlig Casper tur i byen med sine ho's og instrukser i hvordan man giver gummihandsker tæsk. Og så lærer han ham at skyde med gøp. Det bliver næsten ikke sejere.
I bakspejlet må Casper så indse, at det måske kan have nogle små-irriterende konsekvenser for ens familieliv når man inddrager sin nærmest stumme, enormt letpåvirkelige lillebror i sine stadigt eskalerende drengestreger, der naturligvis hurtigt har noget at gøre med at meje indvandrere ned foran fast-food restauranter.
Så er det pludselig ikke sjovt længere, når farmand rocker ringer midt i lillesøsters Alphabeat-akkompagnerede børnefødselsdag for at hive dig på coke-tur med luderne i kælderen. Og da specielt ikke når Jamal har indvendinger mod din nye gesjæft. Gæt selv hvor det hele ender henne.
Nordvest vil drabeligt gerne være tough socialrealisme uden omsvøb, der viser det hårde liv, danske unge lever under den pæne villahus-facade. Hele affæren er skudt med håndholdt kamera, samtlige personer i filmen (undtagen den komplet inhabile moder) taler swag-dansk og filmen kan ikke gå to minutter uden at vores hovedperson enten skal ryge en smøg, en joint eller tage en streg ninjamel.
Indrømmet er "Nordvest" en dejligt koncis, beskrivende titel til filmen. Det er måske ikke så fængende som mit alternative forslag, "First World Problems: The Movie." Casper er på ingen måde en sympatisk hovedperson; faktisk er hans evigt forpinte, udtryksløse ansigt så øretæveindbydende, at man får lyst til at se visse scener på repeat. Men det er ikke skuespilleren Oscar Dyekjær Gieses skyld; ejheller er det hans real-life broder Gustavs skyld, at lillebroderen i filmen er en praktisk talt stum papfigur, der ikke bestiller andet end at blive hundset rundt med og sparke til usynlige sten når han bliver konfronteret med noget tilnærmelsesvis kontroversielt.
Det er simpelthen et plat og forudsigeligt manuskript i hænderne på en instruktør, der tror, at pinlige tavsheder er det samme som dyb karakterudvikling, der løber af med skylden. Det vælter ud med tumpede stereotyper til højre og venstre, hvilket ikke gøres meget bedre af en meningsløs optræden fra swag-masteren himself, Kidd, der i rollen som Caspers evigt-skæve sidekick ikke bestiller andet end at grine fjoget og få tæsk.
Nordvest ville så gerne være den nye generations Pusher. Hvis det er tilfældet, så er der satanrendme ikke meget håb til overs for den nye generation fra instruktørens side. Filmen hamrer sin dybt klichéfyldte pointe så hårdt hjem, at man skulle tro, man havde fået bøllebank af hele det kodylt usympatiske persongalleri. Se hellere en ordentlig gangsterfilm.
