Nosferatu

Jeg havde de højeste forventninger til Nosferatu, og det er ret åbenlyst hvorfor. Jeg elsker gyserfilm, jeg nærstuderer dem, udforsker dem og prioriterer dem. Jeg mener at Robert Eggers har hang til genren, og at dette bevises til den helt store guldmedalje i både The Witch, The Northman og til dels også The Lighthouse (som andre lader til at være lidt mere vild med end jeg selv). Pointen er at alle stjernerne har stået på stilke her; Robert Eggers' gotiske, dramatiske stil, hans beviselige avancerede forståelse for genrens virkemidler, og den mest legendariske gyserfortælling nogensinde - Nosferatu.

Ja, det kan ikke blive bedre, og efter en slående trailer der oser af typisk Eggers-energi og ret solide anmeldelser fra de medlemmer af pressen der har set filmen til diverse filmfestivaler, så, som jeg sagde, satte jeg mig ned i biografmørket med de allerhøjeste forventninger.

Så forestil dig overraskelsen, da jeg, to timer efter, forlod selvsamme mørke lidt skuffet. Jeg har ikke tænkt mig at bruge spalteplads på at argumentere for at filmen er direkte dårlig, langt fra, men jeg har dog tænkt mig at kontekstualisere den skuffelse lidt, og forklare hvor jeg ikke helt føler at filmens egentlige effekt indfrier forventningerne skabt af de paratekstuelle omstændigheder.

Nosferatu genfortæller historien om Thomas og Ellen Hutter, spillet af Nicholas Hoult og Lily-Rose Depp, der netop er blevet gift, men hvor deres honeymoon afbrydes af en nødvendige rejse for Thomas, der pålægges af hans nye arbejde at rejse til Transylvanien for at stifte bekendtskab med kunde Grev Orlokk (spillet af en uigenkendelig Bill Skarsgaard), der ønsker personlig betjening idet han vil købe en større ejendom i Hutters hjemby, Wisburg, i Tyskland i 1838. Som jer der kender fortællingen allerede ved er Count Orlokk dog selveste Nosferatu, og han har set sig ganske kær på netop Ellen Hutter, og pludselig er alt Thomas elsker i gruelig fare. "He is coming", siger dem der aner at noget ondt er på vej.

Først og fremmest er mange af de centrale aspekter af filmen mere end bundsolide. Lily-Rose Depp leverer en mildest talt storslået præstation som Ellen, og hendes tilstedeværelse af både uendeligt fysisk og fantastisk nærværende. Hvis du blev i tvivl efter at have set hende skuffe gevaldigt i The Idol fra skaberen bag Euphoria, så tro om igen - hun har rækkevidde og hun er glimrende. Hun flankeres af solide præstationer fra Hoult og Willem Dafoe, og selvom Aaron Taylor-Johnson fluktuerer mere i hans effektivitet, så er filmen i det hele taget velspillet.

Der er ikke noget i vejen med Skarsgaards præstation, men her rammer vi for alvor en central nervebane, der er blandt filmens store skuffende elementer. Ser du, Eggers kæmper for at skabe suspense, og det lykkes. Hele den første akt er en stor suspense-øvelse, der forbereder publikum på den her altoverskyggende ondskab der emmer fra Orlokks slot, og selvom Eggers vælger en passende rallende dybde til Skarsgaard stemme, så er hans egentlige udseende simpelthen ikke frygtindgydende nok til at han forbliver uhyggelig særligt længe. Denne fortolkning lægger sig ret tæt op af kildematerialet, og de erfarne iblandt jer ved så også, at Orlokk faktisk eksponeres ret meget som figur i hele anden halvdel. Hvorimod det er godt for hans karakter, så sætter det kun yderligere fokus på at luften langsomt går af uhyggeballonen, og selvom filmen ligeledes fokuserer på seksualitet, på overtro og på en række andre, seriøse emner, så er det fortsat som om at Eggers tror at vi gemmer os bag biografsædet idet Orlokk gør entre i en given scene, men via overeksponering og en skikkelse der ikke er nær lige så skræmmende som håbet, så er han bare ikke den her altopslugende tilstedeværelse filmen positionerer ham til at være.

Man siger "don't show us the monster", men det kan man faktisk sagtens. Det handler udelukkende om at bibeholde mystik, forventning og frygt som centrale virkemidler, og som selve plottet overtager for suspensen der så effektivt etableres i den første halvdel, så begynder Nosferatu sågar at blive lidt... lang?

Når det så er sagt, så er hver eneste scene konstrueret med teknisk snilde, man simpelthen ikke ser hver dag eller år. Eggers trækker for alvor på samme gotiske horror-værktøjer som virkede så glimrende i The Witch, og både lyssætning, kontraster og kameraføring udføres her med prisværdig præcision. Det er en "master at work", og Eggers har både øjet, men forstår også tydeligvis at omringe sig med talenter, der forstår hans vision.

Nosferatu er dermed også en mindeværdig, veleksekveret tilføjelse til at hans efterhånden imponerende katalog, og han forbliver en af de instruktører man for alvor bør holde øje med, særligt hvis man kan lide gysergenren, men også hvis man ikke kan. Nosferatu er en god film, men formår ikke at indkassere den enorme check der udstedes, idet man kombinerer så meget talent i både selve fortællingen, den medfølgende ikonografi og talentet både foran og bagved kameraet. Jeg ville sådan ønske at Orlokk var blevet brugt mere sparsomt, selvom det ville ske på bekostning af trofastheden til kildematerialet, og at man havde arbejdet yderligere på hans skikkelse og ansigt. Dog er dette ikke en film man vil fortryde at se, det er helt sikkert.

"He is coming".