Her følger vi journalisten Rachel Armstrong, som skriver en artikel om et angreb fra den amerikanske regering på Venezuela. I denne artikel afslører hun identiteten på en CIA agent. Dette udløser ret naturligt en del ballade, og regeringen forsøger nu at tvinge Rachel til at udlevere den kilde som afslørede CIA agentens identitet til hende. Dette nægter hun og bliver derfor fængslet. Jo længere tid hun er i fængslet, væk fra sin familie, des mere falder hendes verden fra hinanden.
Hele skildringen af, hvad der sker med et menneske, når man kæmper mod så enorme overmagter, er faktisk rigtig fin her. Fokus ligger naturligvis på Rachel men også den afslørede CIA agent samt deres respektive familier, og hvordan alle disse bliver påvirket af situationen.
Hvad der imponerer mest er filmens evne til ikke at køre af sporet. Action scenerne er holdt på et minimum, dialogerne er i fokus. Ganske vist ikke helt på højde med andre lignene film. Dette er ikke nødvendigvis manuskriptets skyld, men skuespillerne er ikke alle lige gode til at formidle budskabet eller de karakterer de portrætterer.
Specielt Matt Dillon er ganske enkelt ulidelig som advokaten Patton Dubois. Ikke fordi det overrasker mig. Han er en af de typer skuespillere, der ikke har ret meget forskellig mimik at gøre godt med, og følelser kan han da slet ikke formidle.
Holder man dette sammen med at han har en af hovedrollerne i filmen så hiver det desværre en del kvalitet fra det færdige produkt. En skam, for historien og måden den bliver fortalt på er af høj kvalitet.
Heldigvis er det dog ikke alle skuespillere der underpræsterer. Kate Beckinsale, som jeg normalt ikke forbinder med dybt skuespil, gør det rigtig godt som Rachel Armstrong. Hun imponerer mig ganske enkelt ved at formå at levere en person i sammenbrud uden at falde i den fælde at overspille følelserne.
Men i det store hele lader skuespillet i Nothing but the truth meget tilbage at ønske.
Selv David Schwimmer, som vi nok bedst kender fra serien Venner, hvor han spiller Ross, har fået en ret stor rolle i denne film. Hans præstation her kan højest betegnes som ligegyldig.
Filmen som et hele er godt skruet sammen. Specielt måden hele plottet åbner sig på er meget velgennemført. På trods af en lidt sløv begyndelse, bliver man langsomt trukket ind i historien og følger man godt med, vil man blive bundet af fortællingen og Rachels skæbne i denne.
Desværre er der dog det manko at det hele til tider bliver en anelse for prædikene, især mod slutningen af filmen. Instruktør Rod Lurie formår dog at holde den tilpas meget i skindet til, at det ikke kommer til at virke som en ren politisk kampagne. Heldigvis!
Debatten som Nothing But the Truth tager op, er en meget aktuel en af slagsen, og har man lyst til at få mere stof til debat, er denne film et glimrende valg. Man står med en del moralske spørgsmål som forbliver op til seeren at besvare, hvilket er en kæmpe fordel.