Du vågner søndag med følelsen af en ambolt indopereret i hjernen. Smagen i din tørre hals vidner om et bredt repertoire af cocktails, humle og ondsindet garvesyre i barske mængder som kun kåde danskere kan præstere. Livet gør ondt og fortrydelsen rammer dig med en erkendelse af dagens nederdrægtige udsigter. Det bliver en smertefuld søndag. Din svækkede krop bruger reservetanken på at møve sig over til tv-skærmen hvor en underkendt filmgenre kommer til ret: Tømmermandsfilm. Hvad skal du se? Tiden er ikke til La Grande Bellezza, Jean de Florette eller andet finkulturelt drama. Vi er fjernt fra Oscar-akademiets nominerede. Din tyndslidte hjerne har brug for noget dumt og simpelt. Fast & Furious. Taken. Noget med one-liners, stereotyper, tempo og computeranimerede robotter. I dette moment, underkastet af alkohols giftige eftervirkninger og din tyndslidte sjæl, kan valget falde på Pacific Rim Uprising. Spørgsmålet er så hvor god filmen er mod tømmermænd...?
Oprindeligt stammer Pacific Rim fra Guillermo del Toro og hans utæmmelige fascination for monstre. Fra helvedes monstre i Pan's Labyrint og Hellboy til det skønne monster i Shape of Water. Pacific Rim var måske del Toros mest uforpligtende legeplads med gigantiske filmmonstre, men hans fascination for materialet brændte igennem lærredet med en smittende begejstring. I tre dimensioner på det store lærred var man en måbende tiårig dreng. Oprindeligt en film der kunne mere end man troede, men konceptet omdannes nu til en kommerciel franchise i den amerikanske filmindustris orientering mod det store kinesiske marked.
Pacific Rim Uprising er nærmere en forvokset tv-serie pilot, og rammerne sættes da også tv-mediets hjemmevante instruktør, Steven S. DeKnight. Plottet føres videre på en papirserviet, og John Boyega gør absolut sit bedste i rollen som Jake, sønnen til Stacker Pentacost der ofrede sig for Jordens overlevelse. En ret skematisk konstruktion hvor Jake starter som en uansvarlig spradebasse der skal lære hvad ansvar og forpligtelse er. Samtidig er undergrunden atter ved slå revner, mens den politiske scene på landjorden præges af bureaukrati og overlegen kinesisk teknologi. Det er ikke kompleksiteten der vil tære på dine svækkede hjerneceller, men trods alt alligevel en orientering der byder på mere end bare en gentagelse fra forrige afsnit.
Der er blevet tygget kulørt tyggegummi og drukket energidrinks i denne halvt amerikansk halvt kinesisk opsætning, som gradvist arver mere fra Power Rangers end Guillermo del Toros filmmonstre. De overdimensionerede Jäger-robotter får tildelt betragteligt mere scenetid end Kaiju-monstrene, så vores fokus falder for meget på den teknologiske fetish (som kineserne elsker). Selv som filmisk pleje af tømmermænd er Pacific Rim en letvægter med langt bedre kandidater på hylden. Actionscenerne formår ikke at overraske men forløber ensrettet og forudsigeligt med forventelige udfald, så enten vil øjenlågene skvatte i eller opmærksomheden vil forsvinde væk til mobilens sociale feeds. Mens tv-seriers produktionsværdi bliver højere og bedre, formår Steven S. DeKnight ikke at løfte Pacific Rim op til et storstilet filmisk format. Lad bare amerikanerne lave deres eksportvarer til Kina, men kan de eventuelt skåne os i Europa?
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med en lang række korfattede og promoverende making-of film, som formentlig er blevet brugt i markedsføringen af filmen. Ikke noget at skrive hjem om.