I kølvandet på store succeser følger ofte et hav af efterligninger. En kosmetisk ændring her, stjålet twist der og pludselig befinder vi os i grænselandet mellem plagiat og inspiration. Grunden til jeg snakker om det her, er fordi jeg flere gange under Percy Jackson og Lyntyven mistænkte den for at have ladet sig "inspirere", om man vil, af historien om en ung troldmand med et lyn i panden. Hvis De forstår hvad jeg mener.
Percy Jackson finder en dag ud af at han er den græske gud Poseidons søn. Da han anklages af Zeus for at have stjålet hans tordenkile bliver han fokuspunkt for hele Olympen og derfor nød til at flygte fra sit normale liv. Han skal lære sine sande kræfter at kende for at overleve og for at få fortalt guderne, at han ikke besidder tordenkilen.
Det største problem med dette olympiske eventyr er skuespillet. De tre hovedpersoner er kedeligt utroværdige og kan slet ikke skabe en sympatisk forbindelse med publikum. De mange biroller der udfyldes af ganske kompetente skuespillere som Pierce Brosnan og Sean Bean viser heller ikke megen entusiasme for projektet.
En anden ting der plager oplevelsen er hvordan den konstant ønsker at være hip. Til forskel fra Harry Potter, der havde mere glidende skift mellem fantasi og realisme, går Percy Jackson bersærk i referencer til nutidige ting. Et sandt facepalm-øjeblik er da Percy bruger bagsiden af sin iPhone som et spejl mod Medusa.
Når det så er sagt er special-effects arbejdet meget flot og action scenerne er rimelig underholdende.
Dette holder mig ikke fra kun at anbefale Percy Jackson og Lyntyven til sin målgruppe, de 11 til 15-årige.
Selvom jeg ikke havde nogen bestemte forventninger til spillene blev jeg overrasket over hvor lidt arbejde, der var lagt i dem. De føles komplet tilfældige og som en undskyldning for at fylde skivens plads ud.
Bagom dokumentarerne er ligeledes spild af tid, siden det er tydeligt hvordan dem der interviewes, siger det de bliver bedt om og ikke tænker en eneste tanke om filmen. Du kan roligt springe den her udgivelse over.
