Skip to main content
Film

Pirates of the Caribbean: I Ukendt Farvand

Disneys mega-succes fortsætter ufortrødent, selvom en del af hovedpersonerne har sagt stop. Vi ser den fjerde film i Pirates of the Caribbean-serien.
Lee West 29 september 2011

Ekstramateriale:

Disney er parate med endnu en tur i piratkarusellen. Captain Jack Sparrow er denne gang på jagt efter Livets Kilde, som ifølge savnet kan skænke opdageren evigt liv. Med sådan en præmie behøver jeg vel næsten ikke fortælle, at Jack ikke er alene i jagten. Og at der naturligvis bydes på løgn og bedrag i stride strømme undervejs mod målet.

Inden fortællingen skubbes i gang skal vi dog have persongalleriet bygget op og gennem en bunke halvsjove øjeblikke. Og så skal vi også mindes om, at denne film er skabt til 3D-biograferne. Det er helt ærligt en anelse kedeligt at se på (især når man voksede op i firserne og allerede dengang skulle have sværd og våben stukket ud i kraniet). Det er da også først i sidste halvdel af filmen, at historien får kød på for alvor.

Da rulleteksterne er ovre (og husk nu at se dem helt til ende), kan jeg konstatere, at hvad der startede ud ganske middelmådigt er afsluttet med en finale som er Raiders of The Lost Ark værdig (inklusiv flosset hud og andre grusomheder hos visse af hovedpersonerne).

Faktisk har jeg netop oplevet samme glæde ved dette eventyr, som den første gang jeg stiftede bekendtskab med kaptajnen og Black Pearl. Dog er skibet denne gang skiftet ud med Dronning Annes Hævn, Keira Knightley er skiftet ud med Penelope Cruz, og Barbossa er tilbage i en lidt anderledes rolle, men ellers er alt ved det gamle. Om ikke andet som jeg mindes den første film. Personligt synes jeg nemlig, at den anden i serien var noget rodet miskmask, der dog blev ryddet lidt op i med det tredje kapitel.

Pirates of the Caribbean - I Ukendt Farvand (On Stranger Tides) er fin underholdning. Det er dog især ved synet af de vellavede og gudindesmukke havfruer, der lokker med deres uskyld for derefter at flå uheldige sømænd hurtigere end den lokale dræberhaj, at jeg er solgt.

Da der samtidig flettes en romance ind i historien omkring samme tidspunkt som disse fiskekvinder dukker op, og jagten på kilden tager til, er det let at lade sig rive med af eventyrstemningen.

Der er stadig intet blod at se (andet end smårifter og en enkelt scene, hvor vandet farves mørkere af "noget"), alligevel formår eventyret at have et mørke over sig, der klæder det. Johnny Depp er stadig forrygende som den småmumlende pirat, og Hans Zimmer leverer stadig et fantastisk soundtrack (og har nu helt overtaget rollen som komponist ifølge rulleteksterne, frem for hans elev Klaus Badelt).

Men førnævnte havfruer giver et skær af mytologi og gys til en historie, der selvom den viser sig at have kød nok, alligevel mangler lidt af den action, der har været kendetegnet for serien. Mange vil måske mene at Disney presser citronen med en fjerde film, men alligevel er Depps medvirken og den velfortalte historie nok til at man kan se igennem fingre med en handling, der til tider er lidt kluntet.

Savner nu en overdreven piratfilm med skurke og antihelte, er der dog nok at se på i det fjerde kapitel. Du skal dog ikke forvente mirakler, altså lige udover de overdrevne af slagsen, der optræder i filmen.

Du skal ikke forvente at blive blæst væk af ekstramaterialet. Et par kortfilm med LEGO-figurer og nogle ganske sjove fraklip er alt, hvad der findes på BD-skiven.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.