Planet Terror

Grindhouse-film, eller exploitationfilm som de også kendes som, var budgetfilm, der nød stor succes i tresserne. Som kompensation for den spinkle finansiering, tiltrak filmene sit publikum gennem det utal af tabuer, som manuskripterne handlede om, såsom sex, blodig vold, stoffer og... sex. Derudover blev filmene ofte også vist parvis i biograferne, altså to for ens pris. Quentin Tarantino og Robert Rodriguez forsøgte at bringe den klassiske undergrundsgenre tilbage med Planet Terror og Death Proof, komplet med falske trailere for ikke-eksisterende indimellem, men da ideen med at se to film samtidig ikke slog igennem i USA, blev filmene delt op, da de kom i biograferne herhjemme.

Det er Robert Rodriguez, der står bag Planet Terror, og handlingen deri er mere eller mindre valgt blot som undskyldning for en masse blod og vold, altså helt i Grindhouse-ånden. En lokal milits, anført af løjtnant Muldoon (Bruce Willis) er blevet offer for et dødeligt biokemisk våben, der forvandler alle smittede til zombier. Selv samme virus slipper løs, og det varer ikke længe før næsten samtlige beboere i den nærliggende by også smittes. Her begynder kampen for en lille gruppe overlevende, en yderst broget forsamling, der bl.a. består af den lokale politimester, den mystiske forbryder El Wray og den fornylig etbenede gogo-danser, Cherry.

Enhver der kender bare det mindste til Rodriguez' tidligere film, ved præcis hvor meget sjov og vold, den fantasifulde instruktør kan få ud af overstående handling. Der er fuld knald på fra start til slut, og Planet Terror vil uden tvivl få dig til at skrige af både grin og overraskelse. Volden fra genindspilningen af Dawn of the Dead kombineres med latterbrølene fra Shaun of the Dead, og som prikken over i'et, er hele filmen propfyldt af de små, vanvittige ideer, som næsten kun Robert Rodriguez kan slippe af sted med.

Lad mig også sige, at selvom jeg ikke anser Death Proof for at være en halvanden time lang sovepille, som Tanggaard gør, så er der ingen tvivl om, at Planet Terror er klart den bedste af de to. Volden er for stiliseret og overdrevet til at være en ægte gengivelse af grindhouse-konceptet, men det har Planet Terror slet ikke tid til at tage sig af, for når den drøner derudaf med 180 km/t, er det meget svært ikke at lade sig rive med. Hvem sagde, at dårlig smag ikke kunne være godt?