Den autentiske historie om en kommunistisk terroristorganisations mord i slut 90'erne, er en historie, jeg gerne vil høre... så hvor gik det galt?
Da Massimo D'Antona, en højtstående statsrådgiver, myrdes af en ukendt gruppe sættes Kommissær Diego Marra på sagen. Han får tildelt et stort hold undersøgere og skal hurtigt finde resultater for at tilfredsstille pressen. Da et spor leder Marra i retning mod de Røde Brigader, den berygtede terroristorganisation fra 70'erne, tegnes et skræmmende billede og Marra skal nu stoppe terroristerne inden de dræber igen.
På trods af at filmen er baseret på sande hændelser er karaktererne ualmindeligt flade. De har ingen karakteristika eller baggrundshistorie, og deres motivationer kan sammenfattes til "fordi det er mit job".
Dette gøres endnu værre af et ukoordineret skuespil, hvor skuespillerne prøver at øge intensiteten ved at overspille meget voldsomt. Det er svært at tage alvorligt, når to skuespillere overdrevent råber og skriger af hinanden.
Political Targets største problem er den kvælende monotoni. Der køres kun i et tempo hele vejen igennem, og egentlig spændende bliver det aldrig. Dette har til dels også noget at gøre med strukturen i fortællingen. Inden for de første ti minutter, får man afsløret hvem terroristerne er og de tre timers spilletid bruges af Marra til at finde ud af noget, som vi allerede ved.
Jeg ved absolut intet om de Røde Brigaders virke i Italien og måske får man en mere interessant oplevelse, hvis man kender til den historiske kontekst som handlingen udspiller sig i, men personligt kan jeg ikke anbefale Political Target.