Vi befinder os dybt nede i havet. Et lille skib med en stor luftboble i stævnen dukker op. Inde i denne står en mystisk langhåret mand, iklædt en særdeles spraglet habit. Denne pudsigt udseende mand hælder forskellige miksturer ud i havet, alt imens fisk og andre havvæsner svømmer ligegyldigt forbi.
Vort blik føres nu hen på en lille underlig skabning. Mest af alt ligner det en svømmende kjortel med ansigt. Den er på vej ud af skibets koøje. Pludselig vælter det ud med en mængde miniudgaver af svømmende kjortler.
Forvirret? Jeg var i hvert fald særdeles rundtosset i tankerne efter kort tid i selskab med Ponyo, På klippen ved havet. Og det bliver blot vildere, når forklaringerne på figurerne begynder at dukke op.
Det viser sig at den lille kjortelagtige skabning var den mystiske habitbærende mands afkom, som denne havde fået med selveste barmhjertighedens gudinde. En gigantisk rødhåret, selvlysende kvinde. Vidste man ikke bedre, kunne man fristes til at tro, at dette var en musikvideo fra Beatles mest trippede periode. Det ville ikke have overrasket mig synderligt, hvis John Lennon og vennerne var kommet sejlende forbi i en gul ubåd.
Men tilbage til historien. Den lille kjortelskabning stikker af fra sin far og bliver fundet af en lille dreng, ved navn Sosuke. Han giver hende navnet Ponyo og hun forelsker sig i ham. Da Sosuke har et sår på fingeren, og Ponyo slikker dette sår, får hun menneskeblod i sig og bliver til en pige.
Og her troede I lige, at det ikke kunne blive mere sært?
Som nogle nok vil have bemærket låner Ponyo, På klippen ved havet, en lille smule fra historien om den lille havfrue. Det er dog en særdeles mærkværdig fortolkning, vi har at gøre med her.
Noget af det, som jeg sætter mest pris på ved Hayao Miyazakis fortællinger, var at han formåede at lave vilde og fantasifulde historier, UDEN at de kammede over. Som I nok har gættet, er det bestemt tilfældet her. For at sige det mildt: Ponyo er langt ude.
Dybt nede bag de mange underlige og forvirrende scener gemmer der sig dog stadig en dybere tematik. Grundessensen af denne er kærlighed uanset forskelle, og det at give alt man har for den store kærlighed. Heri ligger dog næste store problem. Hele ideen om grænseløs kærlighed og total selvopofrelse til fordel for den anden part, er såmænd helt fin. Der er bare en lille hage ved det hele i denne film: Ponyo og Sosuke er altså kun 5 år gamle!
Nu skal jeg naturligvis ikke gøre mig klog på hvor fremmelige 5-årige børn er i dag, men personligt havde jeg altså ikke lige nogen ideer eller forståelse for uendelig kærlighed, til andet end min mors vælling i den alder. Ponyos historie og tema bliver, med andre ord, lidt af en udfordring hvis man begynder at fundere for meget over den.
Tager man derimod og slår hjernen fra og blot nyder en sød børnefortælling om underlige havdyr og kærlighed, bliver det hele straks meget mere appellerende og underholdene.
Figurerne i Ponyo er ikke helt så interessante som i Miyazakis andre film. Dette skyldes, at vi ganske enkelt ikke får lov at udforske deres personligheder nok. Samtidig er mange af dem fuldstændig uden kant eller udvikling gennem fortællingen.
En rigtig interessant og uforglemmelig person er der dog. Nemlig Ponyos far. Han er så anderledes og humoristisk fremstillet, at man fryder sig gevaldigt, hver gang han optræder i en scene.
Vi er efterhånden vænnet til en høj kvalitet i Miyazakis værker, netop på stemmeskuespillet. Og man bliver heller ikke skuffet denne gang. Tværtimod er det, selv for birollerne, en af de allerbedst besatte Miyazaki film. Især hvis man vælger de danske stemmer.
På billedsiden er det en lidt blandet fornøjelse. Nogle farver og baggrunde virker blege og til tider malplacerede, mens andre er betagende smukke og velvalgte. Vi mangler dog hele vejen de maleriske smukke billeder, som vi så i Chihiro og Det levende slot.
Er man passioneret Miyazaki fan eller har små børn, så giv Ponyo en chance, det er intet stort mesterværk, men en ganske fin tegnefilm.