Poor Things

Jeg er en stor fan af Yorgos Lanthimos' arbejde. Ligesom mange andre blev jeg først introduceret til hans film med den mærkelige, akavede og respektløse "The Lobster", og siden da har jeg ventet spændt på hver af hans efterfølgende film for at se, hvad han kan finde på næste gang. "The Favourite", "Killing of a Sacred Deer" og "Poor Things" er alle fantastiske film, men alligevel kan intet slå "The Lobster" i mine øjne.

"Poor Things" er baseret på en roman af samme navn, men så vidt jeg kan se, er de to ens i navn og grundpræmis alene. I filmen følger vi Godwin Baxter, en slags vansiret Dr. Frankenstein, som skaber Bella Baxter ved at genoplive et lig. Han lærer Bella sprog, kognitive funktioner og meget mere i sine eksperimenter, og hun lærer utroligt hurtigt og ønsker snart at drage ud på sit eget eventyr efter at være blevet charmeret af Mark Ruffalos Duncan Wedderburn. Det, der følger, er et selvopdagelseseventyr fyldt med mærkelige, fortryllende twists på virkelige steder, karakterer, der udfordrer Bellas verdensbillede, karameltærter og masser af grafisk sex.

Jeg mener forresten masser af sex. Det er bedst ikke at sætte den på hos dine forældre til jul, uanset hvor meget anmelderne taler om, at det er en opløftende fortælling om livet. Det betyder i øvrigt ikke, at kritikerne tager fejl. "Poor Things" er fuld af håb om livet, om mennesker og deres evne til at forbedre sig. Bella Baxter er ren, en blank tavle, der nægter at se det værste i folk, selv når de gang på gang har bevist, at de ikke er villige til at blive bedre. Hun er barnlig i den henseende, og selv om hun modnes i løbet af filmen, mister hun aldrig viljen til at gøre alt, hvad hun kan, for at hjælpe folk.

Det er et karakterkoncept, der let kunne være blevet anmassende eller irriterende, men Emma Stone er simpelthen overlegen som Bella Baxter. Hun formår at fange de infantile og voksne elementer i dette eksperiment, der kommer til live på en utrolig troværdig måde. Hun er ubesværet morsom og hjerteskærende i visse øjeblikke, og hun er en enestående hovedperson i denne historie. Det er tydeligt, at hun har arbejdet med Lanthimos før, for hun arbejder sig let rundt i dialogen, som kan være akavet i andre skuespilleres mund. Der er en vis forsinkelse i det, en næsten uhåndgribelig kvalitet, som man først lægger mærke til, når man sætter noget andet på. Det er tydeligere at se i Lanthimos' andre film, men det er stadig en velkommen tilstedeværelse her.

Stones birollebesætning er stort set på niveau med hende. Willem Dafoe, Ramy Youssef og en overraskende Margaret Qualley hjælper hver især med at udbygge denne mærkelige version af vores egen verden med begrænset skærmtid i nogle tilfælde. Desværre kunne jeg ikke finde den samme varme i Mark Ruffalos præstation. Ruffalo er ikke dårlig her, ikke på nogen måde, det er en af hans bedste præstationer. Kald det en personlig irritation, hvis du vil, men jeg kan bare ikke komme mig over, at Mark Ruffalo - i lighed med Dwayne Johnson og Will Smith - synes at være sig selv i hver eneste film. Uanset hvilken rolle han spiller, kan jeg ikke forestille mig ham som en helt anden person. For mig er han som regel bare Mark Ruffalo, der spiller en fyr, hvilket er ret ødelæggende for fordybelsen. Det hjælper ikke, at hans britiske accent er ret dårlig. Man kan argumentere for, at det måske er meningen, at den skal være så dårlig, men selv når Ruffalo leverer nogle gode grin, irriterede det mig.

Som jeg sagde i starten af denne anmeldelse, selv om jeg, da jeg så "Poor Things", kunne se, at det var Lanthimos' bedste arbejde med hensyn til hans filmkunst, den historie, han har stykket sammen (minus noget langsommelighed i starten), og de præstationer, han har fået ud af disse skuespillere, men den samme følelse var der ikke. Efterhånden som Lanthimos er blevet mere populær, er han på nogle måder blevet mere dristig, men på andre områder er der helt klart en fornemmelse af, at denne film er lavet til en bredere målgruppe. Ikke dem, der ser én MCU-film om året, men dem, der troede, at de var filminteresserede, fordi de turde se "Parasite" med undertekster, efter at den havde vundet en Oscar. Det er ikke for at lukke af for noget, men det føles bare, som om der mangler noget rent og uforfærdet i "Poor Things", hvilket forhindrede den i at være fremragende for mig. Den er stadig fantastisk og en værdig anbefaling, hvis du endnu ikke har set den, men følelsen var der ikke, i hvert fald ikke for mig, og jeg bliver ved med at undre mig over hvorfor.