Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Priest

Priest

En totalitær kirke er menneskehedens eneste værn mod frådende horder af vampyrer. Chris anmelder.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

I Hollywoods univers ser det ud til, at der kun eksisterer to slags monstre: zombier og vampyrer. Hvis en film ikke har det ene, så har den det andet (eller måske begge, sikke en film det ville være). De langsomme men frygtindgydende zombier truer os på livet med at spise vores kød, mens de intelligente og sadistiske vampyrer er ude efter vores blod. Desværre kan man godt blive træt af noget, når man har set det for mange gange. Så er det tid til innovation.

HQ

Det har Hollywood forsøgt med filmen Priest, som kan kategoriseres som en vampyrfilm. Filmen tager udgangspunkt i en dystopisk fremtid, hvor store dele af sceneriet er præget af gold ørken befolket af vagabonder og banditter. Det eneste sikre sted er den store metropolis, hvor Kirken hersker som et totalitært regime. De er kommet til magten ved at beskytte menneskeheden siden tidernes morgen mod de grusomme vampyrer. Ved hjælp af specieltrænede præster vandt Kirken endelig kampen imod vampyrerne, og menneskeheden kunne endelig ånde lettet op.

Som det nu engang går i Hollywood-film, varer intet for evigt, og filmens historie begynder også med en scene, hvor en familie bliver overfaldet af en horde af vampyrer, og en ung smuk pige (Lily Collins) bliver bortført. En tidligere præst (Paul Bettany) bliver kontaktet af en sherif (Cam Gigandet), som leder efter pigen, og sammen drager de ud og opdager et komplot, som truer hele menneskeheden.

Priest er en film, som lægger hårdt ud med en spændende animeret introduktion og et univers, som virkelig har potentiale til at være mere end en døgnflue. Desværre forbliver det også kun ved det. Filmens ambitioner er ikke til at skjule, men den formår aldrig rigtig selv at leve op til dem. Allerede inden for de første 10 minutter kan man gennemskue hvem der er skurken, hvad forholdet er mellem de forskellige figurer, og hvordan filmen slutter. Det kommer aldrig som en overraskelse, når det så sker på skærmen, og man bliver tilskuer til et pinligt drama, hvor luften allerede for længst er fiset ud af ballonen.

Skuespillet er til at leve med, og man kan håbe på at action-sekvenserne med vampyrer hiver filmen en takt op. Desværre bliver man også skuffet her. De altødelæggende og drabelige vampyrer, som gang på gang bliver nævnt som værende superintelligente og strategiske, er snarere beslægtet med afbarberede hunde, som har fået en heftig dosis hundegalskab. De intelligente og sofistikerede vampyrer, vi kender fra andre sammenhænge, er ikke til at finde, og man sidder tilbage med spørgsmålet om hvordan menneskeheden kunne have været truet af noget så primitivt. Det er innovativt, men ikke særlig effektivt.

Dette er en annonce:

Selv filmens titel og hovedperson er omgivet af myter og mystik, som heller aldrig bliver forklaret tilfredsstillende. Præster, Kirkens elitesoldater, bliver trænet fra barns ben til at kunne være mere end menneske og kæmpe på lige fod med vampyrerne. Træningen er livsfarlig og kun få når målet. Men hvad der gør træningen livsfarlig, og hvordan præsterne bliver til supermennesker, bliver der aldrig kastet lys over, og da det bliver fortalt at vores hovedperson først begyndte sin præstetræning som 20-årig og er toppen af elite, falder korthuset helt fra hinanden. Meget kan jeg tro på, men der er også en grænse.

I det hele er Priest en blandet oplevelse. Selve filmen er perfekt til en lørdag aften, idet at den ikke kræver det store tænkeapparat og byder på god action. Uheldigvis kan man efter filmens slutning også føle sig berøvet af, at man ikke valgte noget bedre. Ekstra materialet får filmen til at fremstå som et spændende og interessant univers, men det er hverken her eller der i filmen. Man kan kun håbe på, at folkene bag filmen har lært af deres fejl, og gør det bedre næste gang, for det ville være synd hvis Priest-universet blev skabt og døde med en enkelt film.

Priest

Ekstramateriale:
Springer vi fra filmen og over til ekstra materialet på Blu-ray disken, er der noget at se frem til. Disken er spækket med lækre insider-detaljer om filmens univers, og her fremgår det tydeligt at der er et stort potentiale, selv om store dele af filmen ikke formår at fremvise det. På disken finder du forlængede og slettede scener og kommentarspor af hele filmen med instruktøren og manuskriptforfatteren samt to skuespillere fra filmen. Desuden kan man også se hele filmen suppleret med små interviews med forskellige mennesker fra produktionen samt designskitser og filmoptagelser. Som en ekstra godte for personer med interesse for universet findes der også to små dokumentarer, der fortæller og viser hvordan filmen blev skabt og om ideerne bag universet og dets våben og gadgets.

Dette er en annonce:

Alt ekstramaterialet er værd at se igennem, idet at man kan opleve de små historier, som aldrig bliver vist på det store lærred. Som f. eks. at Paul Bettany selv lavede sine egne stunts, og hvordan alle troede, at han havde brækket sine fingre under en optagelse, hvor hans medskuespiller skulle trampe på hans hånd, fordi han skreg så højt og så ud til at være i stor smerte - selv om hans medskuespiller faktisk havde ramt ved siden af. Desuden kaster ekstramaterialet også lys over mange ideer, som aldrig helt kom til udtryk i filmen, og får Priest til at fremstå som en film, der blot mangler noget finesse for at blive til den helt perfekte action-film.

Priest
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Priest

Priest

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af Chris Hagen Simonsen

En totalitær kirke er menneskehedens eneste værn mod frådende horder af vampyrer. Chris anmelder.



Indlæser mere indhold