Mike Newell er filminstruktør. Han har blandt andet instrueret en Harry Potter-film og Fire Bryllupper og en Begravelse. Men når man arbejder for Jerry Bruckheimer er man ikke instruktør længere. Man er som mediet i en séance hvor de tilstedeværende, der holder hænder omkring sigøjnerdugen, er filmens publikum, og Jerry er spøgelset, alle gerne vil snakke med. Tag ikke fejl: dette er ikke Mikes film. Det er Jerrys.
I Prince of Persia er alt er på plads fra Jerrys tilsyneladende evigt-fungerende formular-skuffe: Et storslået, eskapistisk eventyrplot med klart opdelt helte- og skurke-roller, og et hastigt fremdrevent plot kun afbrudt af spektakulære visuelle effekter, hidsigt klippede action-sekvenser og et nærmest obligatorisk romantisk sub-plot. Men ligeså typisk for en Bruckheimer-film er de visuelle nuancer gennemarbejdet ned til mindste detalje, og alle - alle - skud er komponeret med så stor omhyggelighed, at man undres om nogle af de involverede bag kulisserne ikke ærgrer sig lidt over, at al deres timelange slid er på skærmen i højst halvandet sekund.
Historien er en løs genfortælling af spillet med samme titel. Prins Dastan (Jake Gyllenhaal) og hans brødre (Richard Coyle og Toby Kebbell) får invaderet byen Alamut, hvor prinsesse Tamina (Gemma Arterton) bevogter en daggert, der kan skrue tiden tilbage et par minutter. Nærmest før vores sejrende helte kan nå at synke deres første glas sejrsvin, bliver kongen udsat for attentat, og Dastan får skylden. Hans løsning er at flygte alt hvad remmer og turban kan holde - sandsynligvis fordi alle øjeblikkeligt vil slå ham ihjel, selv om perserne op til nu er blevet fremstillet som et retskaffen folk. Han får prinsessen med på slæb og må bevise sin uskyld mens han samtidig skal regne ud hvad den her dolk går ud på, og hvem der egentlig stod bag farmands død.
På papiret lyder det utrolig formularisk, men det gør kassesucceser som Pirates of the Carribbean, The Rock, Top Gun og Frækkere End Politiet Tillader - alle tidligere Bruckheimer-produktioner - også. Det er ikke det samme som at det ikke fungerer. Plottet er egentlig bare limen, der holder de enorme kulisser og special effects sammen med rollercoaster-følelsen af at følge vores helte fra den ene konfrontation til den anden, men selv om det er simpelt, så er historien og manuskriptet tydeligvis sammensat af folk med ægte kærlighed til både den persiske tidsperiode og spillet hvorpå filmen er baseret. Men okay, det er så også Jordan Mechner, der har stået for historien og de første manuskriptudkast - ham, der skabte det originale Prince of Persia-spil tilbage i 1989, og ligeledes skrev historien til Sands of Time-spillet.
Desværre har man også på fornemmelsen, at manuskriptet af og til er kommet i vejen for de store, Bruckheimerske armbevægelser. Historien bag den sagnsomspundne daggert, for ikke at nævne dens mange fælder og evner, er så indviklet og fortalt så hurtigt, at det hele virker som eftertanker i plottets tjeneste, snarere end en veludtænkt myte. Og dette er ikke så meget et problem med historien eller manuskriptet som det er et, indrømmet meget lille, problem med fortællestilen generelt.
Men det er jo en popcorn-film, så tingene behøver ikke nødvendigvis at hænge sammen ved nærmere eftertanke. Figurenes motivationer er oftere drevet af plottet end af troværdig karakterudvikling, og alle ser ud til at udvikle en spontan, drastisk nedsat reaktionsevne hver gang nogen beder dem om at skynde sig - men det er alt sammen nødvendigt for at filmen kan opretholde sit høje tempo og stramt eksekverede spændingsmomentum.
I sidste ende er det skuespilpræstationerne, der fik mig overbevist. Specielt Gyllenhaal - hidtil bedst kendt som fyren fra Donnie Darko og Brokeback Mountain - springer i bogstaveligste forstand ud som en vaskeægte actionhelt med stort A. Som den titulære prins, der startede som tyveknægt i bazarens gader og blev adopteret af selveste kongen (Hvorfo--? Never mind, next scene!), har han både musklerne, charmen og ikke mindst skuespiltalentet til at fastholde interessen hele vejen gennem filmen. Ligeledes er Ben Kingsley altid en fornøjelse at se på, selv om han af og til ser ud til at kede sig lidt, og Gemma Arterton er en af de 'damsels-in-distress', der ikke er alt for irriterende - måske fordi der altid er en karakter i nærheden af hendes scener, der minder hende om, at hun er ved at blive irriterende.
Prince of Persia har flotte kulisser, flotte special effects, stærke skuespilpræstationer og gode, spændende action-sekvenser. Men selv for et Bruckheimersk action-eventyr er plottet lige lovlig hurtigt fortalt - man må enten vælge mellem høj-oktan action eller minutiøs eksposition, og Prince of Persia tror lidt, den kan slippe afsted med begge. Og jeg har stadig ikke regnet ud hvorfor alle, inklusive amerikansk-fødte Gyllenhaal, har britiske accenter i en film, der foregår i mellemøsten før Kristi fødsel. Men til gengæld er den også en popcorn-rollercoaster-film for fuld udblæsning, der fyrer på alle de rigtige cylindre når den skal, er milevidt bedre end alle andre computerspils-film, jeg kan komme i tanker om, og i sidste ende leverer den en vare som kun Jerry Bruckheimer kan.
Ekstramateriale:
Der er en enkelt fraklippet scene, men dette er tydeligvis ikke hvor kødet skal findes. Derimod er der lagt et stort arbejde i den ret omfattende CineExplore: The Sands Of Time-del. Her benyttes Blu-Ray-skiven til i bedste Prince of Persia-stil at skabe illusionen af, at man spoler tiden tilbage ved ens favoritscener og på den måde bliver taget med bag kulisserne i filmen.
Naturligvis er der masser af klip med Jerry Bruckheimer, der fortæller, og der bydes på både tegnede oplæg og maleriske omgivelser, når den guidede tur går igennen Marokko, hvor filmen er optaget.
Lidt over 40 forskellige klip er det blevet til, og er man storfan, er dette en lækker bonus til en i forvejen flot Blu-Ray-udgivelse.