Jeg ser aldrig TV3. I dag fordi jeg i stedet har fået Canal Digital, men før det så jeg alligevel aldrig kanalen - og grunden er enkel: Jeg kan ikke se en film eller serier spredt ud over flere timer, hvoraf en tredjedel af den tid er reklamer. Reklamer gør mig vanvittig, får mig til at overveje om jeg skal kaste min fjernbetjening efter det 32 tommer store fjernsyn, og tvinger mig til at vide en masse om noget lort, jeg overhovedet ikke skal bruge til noget.
Derfor fik jeg heller ikke set Prison Break. Ja, det er sørgeligt, jeg ved det, men det er altså først nu, med udgivelsen af seriens første tretten afsnit, at jeg er med i udbryderflugten fra Fox River State-fængslet. Og hvilken flugt! Havde jeg vidst, at Prison Break ville have et så lækkert tempo, indeholde så mange forviklinger og drejninger, og en så veloplagt Peter Stomare, så kunne jeg måske have presset mig til at sidde sammen med alle de andre reklame-glade TV3-seere, måske... men det behøver jeg heldigvis ikke spekulere over nu.
Og så lige en advarsel inden du sætter fingrene i Prison Break. Du får ikke hele flugten i disse 13 første afsnit, faktisk ender den helt oppe under taget, hvor situationen er ved at eksplodere og en masse forskellige ideer og plotdrejninger samles. Så er du nået så langt, så skal du også have fat i fortsættelsen. Kort sagt: Flere penge op ad lommen. Det er dog penge, der er ret lette af få op af lommen, for Prison Break er som 24 timer, en serie der lever og ånder for cliffhangers og plotdrejninger, og når du først er grebet af den, så flyver afsnittene gennem afspilleren. På den måde lykkes det mig faktisk at se alle 545 minutter på tre aftener.
Prison Break handler om Micheal Scofield (Wentworth Miller), en veluddannet og højtbegavet ingeniør, der tilsyneladende ud af den blå luft røver en bank og bagefter nægter at forlade den, kun for at blive fanget af politiet. Den efterfølgende retssag er hurtigt overstået, og da Scofield havner i Fox River State-fængslet, er det kun et led i en større plan. Fuldstændig tatoveret over hele kroppen (med et usynligt kort over fængslet) og med en ukuelig tro på at hans bror Lincoln Burrows (Dominic Purcell), ikke har begået det mord han ellers er dømt til døden for, iværksætter han en flugtplan indefra, en flugtplan der inkluderer hjælp og tjenester fra en lang række indsatte. Men intet går som planlagt, heller ikke selv om det er planlagt ned til den mindste detalje.
Og det er netop det, der gør Prison Break så fandens spændende. Scofield må konstant lave om på sine planer. Allierede vender ham ryggen, nye kommer til og imens skal fængselsledelsen holdes hen. Uret tikker også for Lincoln Burrows, der, og det er uden at afsløre noget, naturligvis er blevet snøret af magter større end ham selv. Uden for fængselsmurene er hans gamle kæreste derfor i gang med appelsager, optrevlingen af, hvad der virkelig skete og hvorfor. På den måde kører der to sideløbende historier, der naturligvis flettes sammen som Burrows kommer tættere og tættere på sin henrettelse.
Karaktererne er en af Prison Breaks allerstørste trækplastre, for der går ikke længe før Scofield har afsløret ret så meget af sine planer. Derfor bliver hvert afsnit i stedet til små historier om de enkelte fanger og deres motivation for at slippe ud. Her er Peter Stomare først og fremmest brillant som John Abruzzi, en højtstående mafia-leder, der kører fængslets arbejdslejr og forsyning med hård hånd. Også Robert Knepper (ja, jeg ved det er et spøjst efternavn) presser sine evner til det yderste, for at give T-Bag, en rigtig sydstatsbøsse, nogle flere lag. Og det lykkes. Hvor andre serier normalt skærer figurerne tyndt ud, så er Prison Breaks mange indsatte af kød og blod - både på godt og ondt. Og det holder serien gående, også når selve historien pludselig står stille i et par afsnit.
Den eneste reelle kritik, jeg har af serien indtil videre er omdrejningspunktet, nemlig Scofield gigantiske tatovering. Efter en introduktion til det store kort over fængslet (naturligvis camoufleret), så bruges det ikke mange gange, og nogle gange på en decideret ulogisk måde. Hvem kan f.eks. ikke huske et telefonnummer i hovedet? Når det er sagt, så er Prison Break ekstrem underholdende. Det er ikke den dybe tallerken der opfindes, og seriens historie er, set i et bredere perspektiv, måske ikke ligefrem imponerende dyb, men den er skrevet med et tempo og en flair, jeg kun tidligere har set i 24 timer - og det burde sige en del om kvaliteten.