Prison Break er en af de mest letfordøjelige serier, jeg nogensinde har set. To, tre og fire afsnit kan sagtens flyde lige ud af fjernsynet og ind i blodårerne, før det går op for mig, at klokken er langt over 24.00 og at jeg burde kravle i seng. Sådan er det også med Prison Break, Sæson 1 (2), der indeholder episoderne 14-22 og dermed slutningen på første sæson - men absolut ikke slutningen på serien. Den er skabt med så stor sans for tempo og spænding, at manusforfatteren nærmest må have skrevet plottet med et stopur i hånden.
Den resterende del af sæsonen starter, hvor den første sluttede. Scofield, T-Bag og resten af holdet er fanget på lageret, uden mulighed for at bryde gennem det tidligere ætsede rør og op på sygestuen. Flugtplanen går kort sagt i vasken, og fangerne, der ikke er meget for at indrømme, at de igen skal bag tremmer, kravler tilbage til cellerne og forsøger at skjule hele fadæsen, ikke mindst hullet i jorden i vagternes barak. Imens går Michael i tænketank for at finde på nye tiltag, der kan holde hans dødsdømte bror i live. Samtidig vender John Abruzzi, spillet af Peter Stomare, tilbage fra de døde, nu med et bredt ar på halsen, og som genfødt kristen. Undervejs lykkes det også Scofield, at brænde en del af kortet væk på kroppen, noget der bringer ham på kollisionskurs med den sindssyge og tidligere cellekammerat Haywire. Og så er der lige T-Bag, der har en helt anden agenda, samt ham ungknøsen, der ligner Vanilla Ice og som blander sig i lidt for meget.
Der er kort sagt masser af tråde, komplikationer og uforudsete drejninger i anden del af første sæson. Til forskel for første del, der bød på over femhundrede minutter, så er der skrået kraftigt ned i anden halvdel; kun 395 minutter er der blevet plads til, hvilket kan mærkes. Klimakset kommer hurtigt, når anden del ryger i maskinen, og det føles ikke helt som om, du får lige så meget for pengene, men historien fejler ikke noget. På nær et lidt irriterende afsnit, der faktisk samler op på tiden før mordet og giver alle fangernes individuelle historier noget tyngde (men samtidig dræber tempoet), så er det velskrevne afsnit, der stort set altid ender i en ægte cliffhanger. Som det nye flugtforsøg kommer tættere på, tilspidses situationen også mellem det lille hold og resten af fængslet. C-Note, der tidligere var lederen af den sorte del af fængslets bande, får tæsk og degraderes, mens Westmoreland presser sig selv og resten af holdet, for at han kan komme ud og sige farvel til sin syge datter.
Det hele ender, præcis som det gjorde efter de første 14 episoder, i en uforløst slutning, der på fornemste vis lægger op til sæson to, og dermed et år på flugt. Hverken Lincoln eller Scofield redder sig helskindet ud af kattepinen, John Abruzzis fly letter for tidligt og han får dermed ikke meddelerens adresse. Imens så får T-Bag hugget hånden af og Haywire slipper ud blandt lokalbefolkningen på en cykel iført en amerikansk fodboldhjelm, så der er masser af tage fat på.
Om serien kan holde samme tempo, eller i det hele taget samme intensitet, når nu Prison Break ikke længere handler om at bryde ud af et fængsel, men i stedet om at klare sig på flugt, vides ikke. Men når SF Film engang næste år lancerer endnu en sæson af serien, så sidder jeg i hvert fald klar.