Det er få ting, der slår en virkelig underholdende gyser, hvor puslespilsbrikkerne danner en mosaik, der er meget smukkere, end de enkelte dele måske antyder. En tydelig præmis, en god "scream queen", ægte overraskelser og en smule selvindsigt rækker ofte langt - præcis som i Ready or Not. Af uklare årsager har vi måttet vente urimeligt længe på fortsættelsen, men efter syv år har gyserduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett nu inviteret os til premiere.
Deres nye fortælling tager fat præcis, hvor forgængeren slap, og lader os møde en medtaget Grace Le Domas (eller skal vi kalde hende MacCaullay igen?), der vakler ud af den brændende bygning, hvor der blev leget gemmeleg i den første film. Hvordan forklarer man alt det skete til politiet og den øvrige familie? Det finder vi hurtigt ud af, da Graces søster, Faith MacCaullay, dukker op. Deres fælles forhistorie er tydeligt præget af svigt og konflikter, men de når ikke at få talt ud, før de pludselig befinder sig i en ny omgang lege.
For at forklare hvordan dette kan fortsætte, efter at Grace så overbevisende vandt i den første film, er der denne gang bygget et mindre univers op omkring historien. Nu er noget meget større under opsejling, hvilket betyder, at en ny og farverig skare af satanister dukker op for at tage livet af Grace i jagten på magt.
Jeg er meget usikker på, om Ready or Not 2: Here I Come virkelig vinder ved, at den ellers ret stramme og afmålte historie pludselig er blevet en del af noget globalt, men heldigvis påvirker det ikke filmen i nævneværdig grad. Dette er i stedet Samara Weavings film; hun er om muligt endnu bedre som Grace denne gang og får god hjælp af et suverænt hold af biroller, hvor især Elijah Wood og Sarah Michelle Gellar fortjener at blive fremhævet for roller, der føles skræddersyet til dem.
Der går ikke længe, før folk begynder at dø på virkelig voldsom vis, og Grace har endda sin modvillige søster med i kampen. De to mundhugges konstant på en uventet rå og hadefuld måde, hvilket liver op i det hele, selvom det i visse scener får lidt af en "buddy cop"-stemning, da de har fået meget forskellige personligheder.
Denne gang er der blevet etableret et langt større univers.
Derefter bevæger handlingen sig i et rask tempo med lige så meget grin som gys, og rækken af farverige fjender sikrer, at det altid føles varieret. Hvis jeg skal pege på en svaghed, er det dog, at Grace og Faith lidt for ofte slipper væk takket være usandsynligt held eller usandsynlig klodsethed, og "deus ex machina"-løsninger har aldrig været noget, jeg har været særlig begejstret for.
Heldigvis underholder filmen dog hele vejen til mål, og i sidste ende er dette en god gyser - en film, jeg ville have værdsat endnu mere, hvis jeg ikke vidste, at der fandtes en forgænger, der var lige den tand skarpere. Jeg har en formodning om, at dette ikke bliver den sidste film i serien, og det faktum, at jeg stadig har lyst til at se en treer, føles som en bekræftelse af, at dette er en film, gyserfans bør give en chance.
