Red One

"Hvad man ikke kan gøre for penge", må instruktøren Jake Kasdan (Jumanji: Welcome to the Jungle) have sagt, da han tog imod Warners ret enorme check for at lave den værste julefilm, jeg nogensinde har oplevet. Den kostede bizart nok $250 millioner at lave. The Rock har sikkert fået halvdelen for sin utrolige indsats her, men bortset fra hans absurde lønkrav er der ikke en eneste ting i dette overflødigshorn af bæ, der ser ud til at have kostet mere end seks dollars. Så modbydeligt rådden er det hele, rent ud sagt. Det lyder måske kynisk, men tro mig når jeg siger at Hollywood har aldrig fremstået mere kynisk end her, og hvis det er tilladt for dem at udgive det her med et straight face, så er det tilladt for mig at kalde den sjove øgenavne.

Red One er julemanden. Hans kodenavn. I denne møgfilm er julemanden ikke korpulent, hyggelig og venligt ydmyg med en stor (hyggelig) rød flannelfrakke og knæhøje læderstøvler med guldspænder. Nej, her præsenterer plottet dig for en Father Christmas hvor J.K Simmons spiller præcis den samme karakter som den psykotiske musiklærer i Whiplash, der skriger og kaster bækkener i hovedet på folk. Det skyldes, at Red One-manuskriptet konsekvent er elendigt, og at en mærkbart uinteresseret Simmons tilsyneladende bare har fået at vide, at folkene bag "bare gerne vil have mere vred musiklære". Julemanden er stresset, beslutsom, arrogant og en smule selvglad i sin dominerende personlighed. Han træner hver dag, går i ærmeløse trøjer og taler meget hurtigt. Ved sin side har han sin bodyguard, Callum Drift (The Rock), som holder den ensporede julemand i live ved at afværge ondskabsfulde beundrere og vrede nisser, der vil ham ondt.

Helvede bryder løs, da den 300 år gamle heks Gryla kidnapper Red One og tager ham med til sin underjordiske hule for at bygge våben, der vil dræbe halvdelen af verdens børn med ekstraheret julemandsmagi. Den eneste, der kan redde den stakkels fængslede julemand, er Callum Drift og hans alt for korte, mørkerøde læderjakke ... Og selvfølgelig Chris Evans' karakter, som er en hacker. En 46-årig hacker, som går med solbriller indendørs, og som er den eneste, der kan genkende den gamle julemandskidnappende superheks. Den stoisk korrekte, besat respektable og rigide Callum må nu forsøge at samarbejde med den selvglade, uansvarligt barnlige hacker Jack O'Malley for at redde julemanden i det, der bedst kan beskrives som årets næstdårligste film.

Vi har alle set julefilm, som hverken aspirerer til nogen skinnende gyldne statuetter, eller som vi husker en måned efter, at vi har set dem. De fleste dedikerede julefilm er beregnet til at sprede lidt hygge i tiden op til Boxing Day og ikke meget mere. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man skal sammensætte historier til en værdi af 250 millioner dollars, der føles som et afsnit af et børneprogram på ringe green screen. For det er præcis sådan, det føles. Alt er optaget foran et stort green screen og derefter fyldt op med computergenereret vrøvl med en ægte AI-fornemmelse. Effekterne i Red One ligner en joke, omgivelserne ligner affald, og selve præmissen er så træt og dum, at selv mine børn ikke havde lyst til at se den færdig.

Det er også tydeligt, at The Rock er helt ligeglad. Han kunne sagtens have givet sin karakter Callum Drift noget liv her. En smule nuancer, en smule personlighed. Der er intet i manuskriptet, der ikke fortæller dig, at han kunne have puttet lidt skævhed ind, lidt grus og krydret en alt for stiv, ensformig karakter for at opbygge en slags dynamik med Chris Evans' karakter. Men The Rock gør ikke noget af det. Han cruiser gennem hver eneste scene med replikker, han har gentaget 2.000 gange før, og han gør det med den form for iskold karisma, der engang gjorde ham til verdens største filmstjerne. Det er tragisk, det er det. Det er tragisk, at filmselskaber betaler så meget for sådan noget ultra-affald. Ikke andet.