Hun har højhælede på. Så har hun ikke. Så har hun igen. Wauw, flot. Nå, den effekt gjorde intet for filmen, det må være fordi den også kan ses i 3D. Gab. Nå, nu er der tre af hende der Jovovich. Hun er blevet gammel hva? Men stadig ret sexet. Dette er tankerne, der flyver igennem hovedet på mig under de første 20 minutter af Resident Evil: Afterlife.
Bemærk hvordan det ikke er plottet, zombierne eller splattergyset, der optager mine tanker. Og sådan går det faktisk igennem det meste af filmen. På mange måder er det god fan-service, for helt ærligt: plottet har alle dage været afsindigt b-filmsagtigt i spilserien, uanset hvor glad man er for den. Tænk tilbage på dialogen: der er noget galt her - tror du? En zombie har lige gnavet dig i skulderen, og du mener der er noget galt? Godt gået Sherlock Redfield. Nåe ja, og husk: hvis du skal ind i rummet, skal du hente den trekantede juvel og måske - kun måske - kan du så slå Umbrella en gang for alle.
Det kan jo umuligt blive til gode film. De første spil i Resident Evil-serien er dog blandt mine favoritter, når vi snakker spil, og på mange måder yder filmene faktisk hæderlig fan-service til Capcoms gysere. Vi møder endda Chris og Claire Redfield, Wesker ser forrygende ud og selv hundene, der er skyld i et af mine første spilgys nogensinde, dukker op.
Og så er der tons af zombier, og de mere aparte af slagsen. Der er eksplosioner, 3D CGI-effekter og masser af mindre referencer til spillene. Selv bødlen med den grotesk store (og åbenbart rimeligt ubrugelige) økse er med. Så faktisk er det alt sammen ganske fint. Hvis ikke det lige var fordi at de glemmer at tilføje panikken og gyset og i stedet svælger i Matrix-inspirerede sekvenser, hvor kugler, kastestjerner og tyngdekraft flyver rundt, så man bliver fuldstændig koblet af.
Paul W.S Anderson er ingen Romero, men alligevel rammer han dele af stemningen fra de mange b-film, der er blevet sprøjtet ud med årene. Milla Jovovich tager atter engang hovedrollen som Alice-superklonen, og ender med febrilsk at jagte et sikkert område, der konstant lokkes med over radioen. Der er gået år siden Umbrella sagde "ups" og lagde verden øde. Alligevel fortsætter firmaet eksperimenterne på de overlevende, de nu kan finde. Man kunne fristes til at konkludere, at det er ganske fjollet, især med tanke på at firmaet vel gerne vil have en kundebase at sælge til, hvad end det så er er de sælger.
Plottet flyttes til et barrikaderet fængsel, hvor der naturligvis er en bunke overlevende, inklusiv Wentworth Earl Miller i rollen som en uskyldig (?) indsat (noget han efterhånden kan til fingerspidserne efter en gazillion afsnit af Prison Break). Og så ruller den ellers på autopilot med nogle hæderlige 3D-effekter (inklusiv en ganske pinlig en af slagsen). Til sidst er det tid til afsløringer og den store finale, og så var det den tur.
Bevares: det er da okay underholdning til en stille søndag, hvor man ikke rigtig gider bruge hjernen, men det er ikke stor kunst. Til gengæld er billedet på Blu-Ray-skiven skarpt og filmen velproduceret. Om det og de mange Resident Evil-referencer er nok til at underholde dig, skal jeg ikke kunne sige. For mit vedkommende var det kun lige nøjagtigt nok til at sikre karakteren godkendt.
Ekstramateriale:
Udover de sædvanlige kommentarer, fraklippede scener og trailere er der en serie bloopers. De er ganske fornøjelige og på trods af en yderst mærkværdig klipning giver de et hyggeligt og til tider morsomt indblik i skuespillernes hverdag.
